Svenske indkøbscentre bliver større
Der bliver færre indkøbscentre i Sverige, men til gengæld bliver centrene større.
Det fremgår af en opgørelse, som HUI Research har lavet i samarbejde med Datscha og Nordisk Council of Shopping Centres (NCSC).
Den årlige opgørelse "Swedish Shopping Centre Directory" kortlægger Sveriges indkøbscentre. Selv om årets opgørelse viser et stagnerende antal centre, fortsætter centrene med at vokse målt på omsætning og areal.
Antallet af indkøbscentre er 357 mod 358 i 2014. Således er indkøbscentret PUB i Stockholm taget ud af opgørelsen, fordi det ombygges fra et citycenter til et hotel med butikker i gadeplan. Men der kommer også nye centre til. Et af dem er Gallerian Störmstad, som blev indviet i sommer.
Vinderne
Den svenske opgørelse omfatter både "köpscentrum" og "handelsområden". Det største handelsområde i Sverige er fortsat Kungens Kurva. Derefter følger Gekås Ullared, som modtager mange danske kunder.
Opgørelsen viser, at en stor del af væksten inden for indkøbscentre og handelsområder især sker i regionscentre i nærheden at større byer eller i områder, som har meget grænsehandel.
– Vinderne om kunderne er fortsat store handelsområder i tilknytning til indkøbscentre og Ikea varehuse samt indkøbscentre med stærke dagligvarebutikker, siger Tobias Rönnberg, konsulent i HUI Research.
tekst og foto: Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Indkøbscentre med stærke dagligvarebutikker vinder kampen om kunderne, viser ny svensk rapport.