Stort potentiale i convenience - både til hverdag og fest
Mens det tidligere var lidt flovt at købe færdigretter som en frossen pizza eller hakkebøffer på dåse, er det nu i højere grad mainstream både til hverdag og fest. Det oplever man bl.a. i Dagrofas højprofilkæde Meny, der havde stor succes med at sælge en fire-retters nytårsmenu.
- Vi tilbyder noget tilsvarende ved det kommende årsskifte, og da tilføjer vi muligheden for, at kunderne kan bestille maden online og hente den i de enkelte butikker, siger Kate Hummelmose, der er kategorigruppechef i Dagrofa.
Hun vil ikke sætte tal på udviklingen i koncernens kæder, men hun fortæller, at der både er vækst i efterspørgsel og i udbuddet af produkter.
Hun mener, at kvalitetsløftet er afgørende for udviklingen.
- En af hjørnestenene i den udvikling, vi ser i øjeblikket, skal fi ndes i, at kategorien convenience har fået et helt utroligt kvalitetsløft i forhold til tidligere. Mens kategorien tidligere var kendetegnet ved produkter af mere tvivlsom kvalitet på frost, så der varerne i dag langt hen ad vejen ferske og i ypperlig kvalitet. Det er ikke længere flovt eller uanstændigt at købe ind i denne kategori til sig selv eller familien, siger Kate Hummelmose.
Et af de conveniencetiltag, som Meny har lanceret for nylig, er Nem Meny, der kan være alt fra sandwich og frokostretter til protein- eller pastasalater.
Bagud i forhold til udlandet
- Vi har store forventninger til konceptet, og tilbagemeldingerne fra købmændene er rigtig positive, siger hun. Konceptet indeholder både ”ready to eat”- og ”ready to heat”-produkter, men efterspørgslen er forskellig fra område til område.
- Vi kan se, at der er en tendens til at man i storbyerne er mere på farten og vil have noget ”ready to eat”, hvor de klassiske retter i ”ready to heat”-sortimentet er mere jævnt fordelt over hele landet, siger Kate Hummelmose.
Hun nævner et andet convenience- område, der ligeledes er i vækst.
- Når man taler om convenienceprodukter, glemmer man tit de forarbejdede produkter, som f.eks. de snittede grøntsager, der gør det nemt for kunderne at lave lækre salater, uden at det bliver en tidsrøver. Her er der et kæmpe potentiale, og vi ser, at omsætningen konstant stiger, siger kategorichefen.
Hun forventer, at udviklingen langt fra er slut.
- Vi kommer helt sikkert til at se meget mere convenience på hylderne i vores butikker i fremtiden, i takt med at vores kunders efterspørgsel stiger og convenience-sortimentet bliver bredere. Men selvom vi oplever en stor vækst i convenience, så er der fortsat langt, til vi når samme højder, som vi ser i udlandet som f.eks. Holland og England - der i en helt anden liga end vi er i Danmark, siger Kate Hummelmose.