Store handelsdage skal afvikles forsvarligt

Øvrige 11. nov 2020 -
This describes the image
Illustration: Erhvervsministeriet
Skrevet af: Søren Tougaard

De store handelsdage Black Friday, julehandel og januarudsalg venter lige om hjørnet og bliver ikke, som de plejer. Hverken for kunder eller medarbejdere.

For der skal tages ekstra forbehold for at mindske smitte med corona-virus.

Derfor præsenterer regeringen i dag sammen med erhvervslivets organisationer en række opfordringer til forbrugerne og virksomhederne for at sikre en forsvarlig afvikling af dagene.

De ni konkrete opfordringer for at sikre en sikker afvikling af handelsdagene omfatter blandt andet, at butikkernes opfordres til at undgå kø- og slagtilbud, udvide åbningstiden hvis muligt, benytte onlinekanaler som f.eks. klik og hent og forlænge byttefristerne i forbindelse med julegaveindkøb.

- De kommende måneder er utrolig vigtige for mange i detailhandlen, for det er nogle af de dage, hvor der bliver handlet allermest. Det gælder alt lige fra det lokale supermarked til storcentrene. Men det skal ske på en ansvarlig måde, for vi står i en situation lige nu, hvor smittetallene stiger. Derfor skal vi alle sammen huske at holde afstand og leve op til retningslinjerne, hvis vi skal have Black Friday og tilbudsshoppe i år. Det er vigtigt, så vi kan holde så meget af dansk erhvervsliv i gang på en forsvarlig måde, og så både kunder og medarbejdere kan føle sig trygge, når der skal handles nedsat elektronikudstyr eller juleand, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Virksomheder tager ansvar

Hvis smitten udvikler sig yderligere, kan der komme nye restriktioner, sådan som varslingssystemet også viser.

- Virksomhederne har hele vejen igennem corona-tiden været med til at tage ansvar og tage de fornødne forholdsregler i forhold til at begrænse smittespredningen med bl.a. håndsprit, afstandsmarkeringer og vejledning. I detailhandlen har smittetallene blandt medarbejdere også været lave. Og vi samarbejder selvfølgelig med regeringen og myndighederne om at finde de rette løsninger, så både virksomheder og borgere kommer bedst muligt igennem de travle handelsmåneder sidst på året. Og både Dansk Erhverv og vores medlemmer vil selvfølgelig igen bidrage til, at både Black Friday, julehandel og udsalg bliver afviklet på en god og forsvarlig måde for alle parter, siger direktør for markeder i Dansk Erhverv, Betina Hagerup.

Blandt de øvrige opfordringer til butikkerne er:

  • ingen ”sociale” tema-/ juleaktiviteter, som gør, at mange stimler sammen i din butik
  • sikre, at der kun er det antal kunder, der må være i butikken
  • sikre, at kunder holder afstand – både indenfor og udenfor butikken
  • Sæt håndspritten et tydeligt sted, så kunder ikke kan undgå at se den på vej ind og ud af butikken
  • Brug reklamer, annoncer og sociale medier til at informere kunder

 

 

 

Opdateret 7. jan 2021