Stor interesse for nyt grønttorv
Europas største grønne engros markedsplads, Copenhagen Markets, står indflytningsklar ved årets udgang med 67.000 kvm. moderne faciliteter, mens Grønttorvet i Valby lukker.
Interessen er stor for at få plads i Copenhagen Markets. Ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech, der bistår Copenhagen Markets med udlejningen, er der på nuværende tidspunkt kun ca. 18 pct. af det omfattende areal ledigt. Resten er forhåndsudlejet til lejere, som flytter med fra Valby, samt nye lejere, som vil være en del af en ny og bedre markedsplads med fokus på blomster og grønt.
Copenhagen Markets bliver et distributionscenter for blomster/tilbehør, frugt og grønt samt andre relaterede fødevarer som kød og fisk.
- Vi har stadig plads til små, mellemstore og store virksomheder, siger Helle Nielsen Ziersen, partner hos EDC Erhvervs Poul Erik Bech:
- Den almindelige forbruger stiller stadig større krav til specialvarer og økologi, og det åbner mulighed for at styrke Copenhagen Markets yderligere inden for dette segment, tilføjer hun.