Stor forskel på kædernes produktivitet

5. maj 2017 -
This describes the image
| Føtex ligger i top, når det kommer til produktivitet per kvadratmeter Foto: John Ehbrecht|
Skrevet af: Henrik Denman

Føtex er den mest produktive dagligvarekæde på det danske marked. Kæden var blandt de allerbedste for 10 år siden, og nu er kæden igen placeret helt i toppen.

Det viser en oversigt over dagligvarekædernes produktivitet, som Dansk Handelsblad har udarbejdet ud fra tal i den nye 10-års statistik over dansk dagligvarehandel fra Retail Institute Scandinavia, som dækker årene 2006-2016.

Oversigten over kædernes produktivitet er udarbejdet ved at sammenholde kædernes omsætning i henholdsvis 2006 og 2016 med kædernes samlede areal i de to år. Resultatet viser, hvor stor omsætning de enkelte kæder er i stand til at skabe per kvadratmeter.

Oversigten viser, at der er stor forskel på kædernes produktivitet. Den bedst sælgende kæde per kvadratmeter har næsten en dobbelt så høj omsætning som kæden i bunden.

Adm. direktør Henning Bahr fra Retail Institute Scandinavia understreger, at tallene på kædernes produktivitet ikke viser hele billedet af økonomien i kæderne og deres præ-stationer, men kædernes produktivitet hører med til billedet af kædernes styrkeforhold.

Henning Bahr hæfter sig først og fremmest ved, at Rema 1000 er den store højdespringer. I 2006 var discountkæden placeret som nummer syv, og nu ligger kæden på en andenplads efter Føtex.

– De har et koncept, som fungerer med de butiksstørrelser, de bygger. De har en klar skabe-lon for, hvordan en Rema-butik skal se ud. Det er der ikke meget nyt i, men når de så tonser løs med at bygge mange flere butikker, og de bliver gradvis større, så har de også en evne til at udvide sortimentet med hurtigt omsættelige varer, som gør, at de kan fastholde meget fine produktivitetstal. Det er godt gået, siger Henning Bahr.

Det kan måske overraske nogle, at toppen af oversigten ikke fyldes af lutter discountkæder, men det overrasker ikke Henning Bahr.

Kvicklys kvaler

Han hæfter sig dog ved, at Netto konstant holder sig i toppen, selv om kæden er røget nogle pladser tilbage.

– Netto har i perioden fået flere butikker, men de har også haft travlt med at lukke nogle små butikker. De har brug for at investere kraftigt i butiksnettet, som koncernchef Per Bank også har signaleret. Netto ligger med en fin produktivitet, og gabet op til Rema er ikke så stort, men der er blevet et tæt løb omkring de første placeringer i salgsproduktiviteten nu.

Oversigten viser også de udfordringer, Kvickly står med. For 10 år siden lå Kvickly som nummer fem, nu er kæden placeret som nummer 10.

– Det bliver spændende at se, hvordan Coop vil styrke kædernes performance, siger Henning Bahr.

Opdateret 10. nov 2020