Statoil dropper sine plastikkort
Statoil var for et lille år siden den første kæde i Danmark, som gav kunderne mulighed for at registrere et betalingskort som et rabatkort.
Projektet har siden ligget stille, men nu genopliver olieselskabet det med en større kampagne, der skal få kunderne til at blive medlem af Statoil Extra.
Hos Statoil kan kunden nu både bruge Dankort og internationale betalingskort som rabatkort. Kunden kan i butikken, på nettet eller med en app til mobiltelefonen registrere sit betalingskort, som så ved fremtidige betalinger hos Statoil vil blive genkendt som rabat- og medlemskort.
Konceptet er kørt med succes i Norge og Sverige, men det har ligget stille i Danmark det seneste år. Det har dog været muligt for kunder, der tilmeldte sig i starten af 2014 at benytte programmet, men Statoil har ikke kørt på med aktiv markedsføring af løsningen i Danmark.
Nu indleder selskabet en større kampagne for i første omgang af få kunder med Statoil Privat Kort til at smide det gamle plastikkort væk og i stedet tilmelde betalingskortet til Statoil Extra. Ambitionen er at få ca. 70 pct. af privatkortkunderne til at skifte til Statoil Extra inden for de kommende par år. Selskabet håber også samtidig at få flere kunder med, som ikke tidligere har deltaget i Statoils fordelsprogram.
Statoil mener selv, at tilbuddet er så godt, at det er attraktivt for stort set alle de kunder, der kommer jævnlig i en af Statoils forretninger, fordi det både giver rabat på brændstoffet og hver sjette kaffe, Coca-Cola og bilvask er gratis, så der er ikke rigtig nogle gode grunde til at lade være med at tage mod tilbuddet.
Statoils eget setup
Det er Statoils eget tekniske setup, der benyttes til Statoil Extra, og ikke den løsning som Nets for øjeblikket markedsfører, som giver mulighed for at tilknytte loyalitetsprogrammer til Dankortet.
Statoil bruger i sit setup den enkelte kundes korttransaktion, som alligevel går gennem systemet og kobler denne til Extra platformen, så kunderne får deres medlemsfordele.
Hvis en kunde får nyt betalingskort, fordi det for eksempel er blevet for gammelt eller lignende, så logger kunden ind på statoil.dk/extra og ændrer sine kortoplysninger.
På den måde gemmes de allerede optjente fordele
ANALYSE:
DANSKERNE VIL GERNE SAMLE KORTENE
Statoil har sammen med analyseinstittutet YouGov spurgt et udsnit af den danske befolkning, hvad de ville synes om at få muligheden for at få ryddet op i tegnebogen og benytte ét kort i stedet for flere forskellige kort til at få fordele.
Dertil svarer - måske ikke særligt overraskende - de fleste, at det vil være meget mere enkelt og dejligt. Danskerne tror også på, at de ville få mere ud af aftaler/medlemskaber, hvis de ikke selv skulle huske at bruge eller vise forskellige kort men kunne bruge for eksempel Dankort eller MasterCard til det hele.