Spiritusbranchen: Sænk afgiften
Regeringen har i sit netop offentliggjorte finanslovsudspil lagt op til at reducere nogle af de danske afgifter. Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD) opfordrer regeringen til, at der også bliver plads til lettelser af spiritusafgiften i finanslovsforhandlingerne.
- Den danske spiritusafgift er 62 pct. højere end den tyske, og statskassen går årligt glip af ca. 200 mio. kr. i spiritusafgift som følge af grænsehandel og illegal handel med spiritus. Med en sænkning af spiritusafgiften med 23 pct., svarende til 10 kr. per flaske, vil grænsehandlen ifølge Skatteministeriet blive halveret, mens incitamentet til illegal handel bliver reduceret, siger formanden for VSOD, Michael Holm, i en pressemeddelelse.
Ifølge Skatteministeriet vil det koste statskassen 39 mio. kr. at sænke spiritusafgiften som foreslået, men ifølge VSOD kan en del af afgiftslettelsen finansieres ved at øge kontrollen med illegal handel med nydelsesmidler, der vil tilføre statskassen yderligere provenu.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Foto: Colourbox