Spillelysten ligger fortsat højt

24. jan 2018 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Henrik Denman

Danskernes lyst til at spille på sportsspil ser ud til at fortsætte i samme høje omdrejninger som hidtil, viser nye tal fra Spillemyndigheden. Spil på væddemål, som bl.a. omfatter sportsspil, lå i de første tre kvartaler af 2017 på 1,6 mia. kr., opgjort som BSI (bruttospilleindtægt).

BSI er lig med det beløb, som spilleselskaberne får i overskud efter udbetalte gevinster.

BSI for de første tre kvartaler i 2017 ligger dermed på niveau med BSI i 2016, som var rekordhøjt siden 2012, da spillelovgivningen blev liberaliseret.

Den samlede BSI for hele 2016 endte på 2,2 mia. kr., og der er dermed udsigt til, at spil på væddemål når samme høj niveau i 2017.

Det vil fremgå, når Spillemyndigheden offentliggør tal for fjerde kvartal og dermed for hele 2017.

Den store spillelyst er så meget mere bemærkelsesværdig, når man ser på fordeling af de store internationale fodboldmesterskaber.

I 2016 blev der i Frankrig spillet EM i fodbold for herre, mens man i 2017 i Holland afviklede EM i fodbold for kvinder, der opnåede stor succes.

Generelt vil fodboldmesterskaber for herrer dog samle betydeligt større opmærksomhed og dermed spillelyst end kvindefodbolden hidtil har været i stand til.

Spillemyndigheden opgør BSI for fire spillegrupper – væddemål, onlinekasino, landbaseret kasino og spilleautomater.

Her er væddemål, der omfatter spilleforhandlere blandt kiosker og supermarkeder, der største marked herhjemme.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?