Snyd med svensk slik over hele landet
Omfanget af salg af ulovlig slik i danske butikker er langt større, end mange hidtil har troet. De store fangster af ulovligt, som de danske myndigheder har gjort inden for det seneste års tid, er kun toppen af isbjerget, og gevinsten ved at snyde med afgifterne er så stor, at problemet konstant bliver større.
Det siger flere branchefolk til Dansk Handelsblad. De tør ikke stå frem ved navn på grund af frygt for trusler fra grossister og forhandlere af slik, hvor der ikke er betalt afgift og moms, men Dansk Handelsblad kender kildernes identitet.
Etablerede detailhandlere inden for konfekturebranchen har for nylig fortalt, at den illegale handel med slik betyder butikslukninger.
Nu fortæller kilder i branchen, at løsvægtslik importeres i stor stil fra svenske grossister, og at handlen med ulovligt slik herhjemme er organiseret.
Mister penge
Kilder fortæller, at de har besøgt grossister i Malmøområdet, hvor man nemt kan finde en halv snes varebiler ad gangen på danske nummerplader, som fyldes med svensk slik. Kunderne køber typisk løsvægtslik i to-kilos dåser.
Når de kører over Øresundsbroen og sælger slikket uden at betale afgift og moms, går staten slip af mange penge.
Branchefolk herhjemme forklarer regnestykket, hvor den danske stat mister penge.
Hvis en kassebil kører derover en gang om dagen, kan den nemt fylde 500 kasser svarende til et ton ind i bilen. Det kan man gange med 25,97 kr. pr. kilo, som er den danske afgift. Det giver 25.900 kr., og plus moms bliver det 30.000 kr. for varevognens indhold af slik, som staten går glip af.
– Så kan det betale sig at køre helt fra Jylland for at hente slik, som en kilde siger.
Også jysk problem
Handlen med ulovlig slik bliver ofte gjort til specielt et københavnerproblem, men ifølge flere kilder er det også et stort problem i Jylland.
– Problemet er voldsomt, fordi det kan betale sig for grossister på Sjælland at have folk, der kører over til Jylland. Det er meget nemt. Sender man en palle med et halvt ton af sted fra Sjælland, koster det 300 kr. med en fragtmand, og der er ingen afgift på, så det er ikke noget problem, siger en kilde til Dansk Handelsblad.
Branchefolk fortæller, at der også er forhandlere i Jylland, som får slik leveret direkte fra Malmø.
Producenter, grossister og forhandlere i konfekturebranchen håber nu på, at politikerne vil sætte ind over for problemet. Helst ved at fjerne sukkerafgiften, ligesom den er i Sverige, eller ved at øge de danske myndigheders kontrolindsats over for handlen med ulovligt importeret slik.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk