Smuglercigaretter når bundniveau

17. jun 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Danskerne er blandt de europæere, der ryger færrest illegale cigaretter. Problemet med illegale cigaretter i Danmark bliver oven i købet mindre.

I 2013 var 3,7 pct. af alle cigaretter røget i Danmark illegale, og i 2014 er tallet faldet til 1,8 pct. Dermed placerer Danmark sig i den absolutte bund blandt de europæiske lande.

Det viser en netop offentliggjort KPMG-rapport om handlen med illegale cigaretter i Europa, som er udarbejdet for de fire store tobaksproducenter British American Tobacco, Imperial Tobacco, Japan Tobacco International og Philip Morris International.

Til sammenligning blev der i EU i 2014 forbrugt 56.600 mia. illegale cigaretter, svarende til 10,4 pct. af det samlede forbrug.

Tab for staten

Selv om problemet med illegale cigaretter i Danmark er lille, betød det illegale cigaretsalg i 2014, at den danske statskasse gik glip af knap 160 mio. kr. i afgifter.

– Det er en rigtig god nyhed, at den illegale handel med cigaretter er faldet i Danmark. Den illegale handel er et alvorligt problem, der hvert år betyder, at statskassen går glip af millioner, som i stedet havner i lommerne på dybt kriminelle bagmænd.

– Vi bør udnytte den gode position til at sætte endnu mere fokus på området, så vi også i fremtiden kan holde den illegale handel på et lavt niveau, siger Louise Feilberg, direktør i brancheforeningen Tobaksproducenterne.

Den illegale handel i Danmark omfatter især kopiprodukter. Falske cigaretter er cigaretter, der ligner de originale cigaretmærker, men er produceret på ulovlige fabrikker f.eks. i Polen og Kina, hvorfra de sendes til f.eks. Danmark for at blive solgt på det sorte marked.

– Falske cigaretter sælges af kriminelle bander til venner og slægtninge og på arbejdspladser, hvor man har uformelle relationer, forklarer Thomas Jepsen, kommunikationsansvarlig i Philip Morris i Danmark.

Fordobling

På et år er antallet af falske cigaretter i Danmark fordoblet fra 10 til 20 mio. cigaretter, og falske cigaretter udgør nu 20 pct. af det samlede illegale marked med cigaretter herhjemme.

Også handlen med såkaldte ”illicit whites” stiger fortsat i EU til et nyt rekordniveau.

Det er cigaretter, der bliver produceret lovligt i et land, hvorfra de smugles ulovligt til andre lande, hvor de har begrænset eller ingen juridisk distributionskanal.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Selv om danskerne ryger færre illegale cigaretter, bliver der stadig gjort store fangster med papkasser med falske cigaretter.

Foto: Philip Morris

Opdateret 10. nov 2020