Slagtere bliver madeksperter
Behovet for at få flere elever ind i slagterfaget er så stort, at slagterbranchen et gået sammen om en ny kampagne, der skal sætte fokus på slagterfaget.
ZBC i Roskilde er en af de eneste skoler, der uddanner de danske slagtere, og skolen støtter op om emnet for at udbrede den faglige stolthed.
– Vi er stolte af at kunne undervise i slagterfaget og håber, at der fremover er endnu flere, der vælger at gå den vej. Det håber vi at denne kampagne kommer til at medvirke til. Vi har nogle fantastisk dygtige læree, der brænder for at udvikle området, så det er bestemt ikke et kedeligt fag. Vi sender masser af udlærte slagtere ud i verden hvert år, og der er som oftest job til dem alle – og brug for endnu flere, siger uddannelsesdirektør på ZBC, Glenny Hansen.
Kampagnen
I den nye kampagne fortæller forskellige rollemodeller og komikeren Simon Jul, hvorfor de elsker slagterfaget.
Faget byder i dag på to retninger – enten som slagter, der arbejder med udskæring primært i industrien, eller som gourmetslagter, hvor udskæring, tilberedning og delikatesser er i centrum.
– Forbrugernes efterspørgsel på fødevarer af høj kvalitet er stigende, og det er her slagterfaget kommer ind i billedet. De slagtere, vi uddanner, er eksperter i kvalitetsmad, og der vil derfor kun blive brug for endnu flere i fremtiden, siger Glenny Hansen.