Sidste forhandlinger om genåbningens næste fase

7. maj 2020 -
This describes the image
Landets lukkede storcentre kan se frem til snart at få besøg igen. Foto: Næstved Storcenter
Skrevet af: Søren Tougaard

Danmark har fået coronaudbruddet så meget under kontrol, at især regeringen, De Radikale Venstre samt de borgerlige partier ønsker at speede op for genåbningen af Danmark.

Hvad der helt konkret kommer til at åbne, er endnu uafklaret. I dag går forhandlingerne ind i den afgørende fase, hvorefter udmeldingen om genåbningens næste step ventes præsenteret inden Store Bededag.

Forud for forhandlingerne har statsminister Mette Frederiksen (S) været fortaler for at åbne storcentre og spisesteder, som især vil kickstarte forbruget og sikre arbejdspladser til gavn for samfundsøkonomien.

- På baggrund af de foreløbige ønsker fra partierne, vil det være regeringens forslag, at vi med fase to blandt andet genåbner hele detailhandlen, herunder storcentre, at restauranter og caféer kan begynde at åbne igen, og at de store skolebørn får mulighed for at få mere af deres hverdag tilbage. Også selv om der måske ikke bliver tale om en fuld skolegang, siger Mette Frederiksen til Ritzau.

Partier presser på

Ligeledes har blandt andet zoologiske haver været nævnt som muligheder, der kan genåbne.

Derimod ser statsministeren fortsat ikke grænseåbninger for sig på nuværende tidspunkt.

Hos De Radikale Venstre og Venstre presser man på for at få en klar plan for, hvornår grænserne igen kan åbne, da det selvsagt er vigtigt for turismen, som mange erhverv er afhængige af.

Også hos interesseorganisationen Dansk Erhverv ønsker man klarhed - og på turismeområdet.

- Når vi ser på vurderingen fra den økonomiske ekspertgruppe, så er det tydeligt, at indkøbscentre, restauranter og caféer og turismeområdet er områder med mange beskæftigede. De har været hårdt ramt af coronakrisen, og det er på høje tid at lukke op, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Folketingets partier fortsætter forhandlingerne om genåbningen af Danmark torsdag formiddag hos statsministeren på Marienborg. Herefter ventes det, at Mette Frederiksen præsenterer en plan for genåbningen i aften.

 

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?