Shell navnet fortsætter på 205 stationer
Navnet Shell bliver ved med at eksistere i det danske landskab. Den irsk ejede energivirksomhed DCC Holding A/S har op til påske købt 205 danske servicestationer, der vil blive drevet videre under Shell-navnet.
- Vi er glade for, at vi har fået de 205 stationer. Det giver os et stærkt landsdækkende netværk, hvor vi kan konkurrere effektivt på markedet og være til stede også i de små landområder, siger Christian Heise, adm. direktør i DCC Holding A/S og DCC Energi.
Han fortæller, at virksomhedens irske ejer DCC Energy Limited har som strategi at komme ind på retailmarkedet i Europa, og senest har det irske selskab købt servicestationer i Frankrig og forrige år i Sverige.
DCC Holding har indgået aftalen om købet af stationerne med Statoils canadiske ejer Couche-Tard, som har været nødt til at skille sig af med i alt 205 stationer for at leve op til konkurrencemyndighedernes krav, efter at Couche-Tard i 2015 overtog de danske Shell-stationer. Couche-Tard frasælger 24 Statoil, Ingo og 1-2-3 stationer samt 181 Shell og Shell Express-stationer.
Aftalen om DCC Holdings køb af de i alt 205 danske stationer skal nu også godkendes af konkurrencemyndighederne, men Christian Heise forventer dog ikke, at godkendelsen vil give vanskeligheder.
- Det er et køb betinget af, at konkurrencemyndighederne godkender os, men jeg håber og tror, at det kun er et spørgsmål om formaliteter. Det ved vi endeligt i slutningen af maj, siger han.
Overtagelsen af servicestationerne forventes at blive gennemført i fjerde kvartal i år.
Vokse-strategi
Umiddelbart forventer Christian Heise, at de 205 stationer er mange nok til at udgøre en landsdækkende effektiv kæde, men han vil dog ikke udelukke, at der kommer flere stationer til senere.
Det er en rigtig stor portion at købe de 205 stationer, men vores strategi er, at vi vil vokse, så derfor vil jeg bestemt ikke udelukke, at der kan komme yderligere opkøb, men der er ikke nogen på vej i øjeblikket, siger han.
Christian Heise kan ikke inden Dansk Handelsblads deadline for denne udgave af den trykte avis røbe, hvilke servicestationer, som DCC Holding overtager, og hvilke Statoil selv vil køre videre. Det bliver først offentliggjort torsdag 31. marts efter en orientering af medarbejderne. Samtidig bliver sløret også løftet for, hvordan samarbejdet bliver med Reitan Convenience, der driver 7-Eleven butikker på flere af Shell-stationerne.