Servicevirksomheder mister lidt af optimismen
Et frisk konjunkturbarometer fra Dansk Erhverv viser, at landets servicevirksomheder, som bl.a. tæller detailhandel, ser knap så positivt på fremtiden som i begyndelsen af året, men de fastholder dog et positivt niveau.
Årsagen kan være kinesisk afmatning og urolige vinde på finansmarkederne, skriver Dansk Erhverv.
Servicevirksomhederne tæller bl.a. virksomheder inden for butik, rengøring og reklame. Generelt er det virksomheder inden for detailhandel, turisme, rengøring og anden operationel service, som er mest positive i disse måneder.
- Trods lidt malurt i bægeret er der fortsat overordnet tro på fremtiden i serviceerhvervene, og derfor forventer vi også, at der stadigvæk vil være fremgang i aktivitet og nye job ude på virksomhederne, men dagens tal signalerer, at farten vil aftage lidt den kommende tid, siger økonom i Dansk Erhverv, Mira Lie Nielsen, i en pressemeddelelse.
- De private servicevirksomheder har næsten egenhændigt ageret trækhest for den skabelse af arbejdspladser, der har fundet sted de seneste par år, og det vil således også være det overordnede billede den kommende tid, tilføjer hun.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk