Servicestationer har nydt godt af ferierende danskere
Da corona-pandemien lukkede landet ned midt i marts, ramte befolkningens ændrede adfærd vidt forskelligt i conveniencebutikkerne på landets servicestationer.
Mens de butikker, der lever af pendlere, mistede kunder, fordi folk arbejdede hjemme, nød andre til gengæld godt af, at danskerne handlede i deres nærområde.
Nu er de fleste danskere tilbage på arbejdspladserne, og meldinger fra kæderne tyder på, at den gennemsnitlige omsætning i 2020 når tallene fra sidste år - dog med store forskelle fra butik til butik.
OK Plus har siden genåbningen af samfundet ligget på trecifrede salgsindeks.
- Fra 1. juli frem til i dag ligger vores salg på et meget flot trecifret indeks. Der er stadig forskelle fra butik til butik, men selv de stationer, der var hårdest ramt under nedlukningen, er ved at være med igen, lyder det fra Michael Djarnis, adm. direktør i OK Plus.
Han tilføjer, at man på stationerne kan mærke, at danskerne har holdt ferie hjemme.
- Vi har allerede nu indhentet den omsætningsnedgang, vi oplevede i butikkerne under nedlukningen, så vi forventer, at vi kommer til at ramme tæt på den budgetterede omsætning for året, altså en fremgang i forhold til 2019, siger han.
Lært varerne at kende
Også hos Shell har man mærket, at danskerne har holdt ferie i Danmark.
- Vi oplever heldigvis, at vores butikker er kommet stærkt igen, godt hjulpet på vej af en stor efterspørgsel i butikkerne fra de mange danskere, der holdt ferie herhjemme, siger retail-direktør i Shell Søren Møller Maretti.
- Danskerne støttede under corona-nedlukningen deres lokale tankstation, og det er som om, de har opdaget, at vi faktisk tilbyder en lang række kvalitetsprodukter indenfor mad og drikke, som de nu fortsætter med at købe, siger han.
Med store forskelle fra sted til sted har kæden i gennemsnit indhentet det tabte fra nedlukningen.
- Hvordan året ender, er for tidligt at sige. Vi kigger ind i nogle usikre måneder, hvor meget afhænger af den generelle aktivitet i samfundet, siger Søren Møller Maretti.
Hos BFI Indkøb, der køber ind for medlemmer på ca. 170 stationer - heriblandt Shell-stationer, melder adm. direktør Bjarne Månsson om et omsætningsindeks for årets første syv måneder på 100,4 uden tobak og 104,3 med tobak.
- Juli og august har efter nogle helt forfærdelige måneder givet et salg, der er noget af det bedste nogensinde. Danskerne har holdt ferie hjemme og har været en del på farten. Salget med tobak lå i juli på indeks 113 og uden på 106, siger han.
Ændret købsadfærd
Også Circle K var hårdt ramt i foråret.
- Foråret var helt klart en uvant situation, hvor vi mistede knap halvdelen af vores kunder. Heldigvis har sommeren været god, og vi er nu ved at være på samme niveau igen som før coronakrisen – ikke mindst på grund af en virkelig god juli og august måned, siger Dennis Bylov Dalgaard, pressechef i Circle K.
Han tilføjer, at kæden i begyndelsen af corona-krisen så en ændret adfærd, hvor kunderne kom sjældnere, men købte mere ad gangen.
- Desuden var der en del morgentrafik, der flyttede sig til om formiddagen. Om denne tendens forsætter her på den anden side af sommerferien, bliver spændende at se. Det går rigtigt godt med salg af drikkevarer og mad, mens vi stadig kæmper lidt mere med at få kørekaffen genetableret hos danskerne, siger han.
Fra Q8 lyder det, at kæden er kommet fint forbi første halvår af 2020.
– Og vi er positive for resten af 2020. Dette er styrket af, at vi har vi været aktive med at opdatere en række anlæg med nye landområder og udvidet madsortiment, siger kommunikationschef Marie Sheye Lund.
- 2020 har betydet, at vi har skulle være omstillingsparate. Under nedlukningen i marts og april oplevede vi, at mange besøgte os som et alternativ til eksempelvis lukkede frokostrestauranter. Mange af de kunder, kan vi se, bliver ved med at komme forbi efter et måltid på farten, og særligt hen over sommeren har vi i år væsentligt flere madkunder end tidligere.