Se strategisk på sygefraværet i butikken

29. maj 2019 -
This describes the image
Foto: Cabi
Skrevet af: Redaktionen

Indsatser for at få sygefraværet ned i danske virksomheder rammer ofte skævt, fordi de er kortsigtede og fokuserer for meget på det enkelte individ, som er blevet sygt. Der er brug for en mere strategisk tilgang for at få sygefraværet ned, mener ekspert.

Danske lønmodtagere har i gennemsnit 8,3 sygedage, og næsten halvdelen af sygefraværet på arbejdsmarkedet indgår i perioder på mere end syv dage. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

For butikschefen kan det give god mening at holde egne data på sygefravær op mod de gennemsnitlige tal. Fakta er, at sygefraværet gennem de sidste par år stort set er uændret, og det til trods for, at mange virksomheder gør sig store indsatser for at få sygefraværet ned.

- Trods gode intentioner er virksomhedernes strategier ofte kortsigtede og fokuserede på det enkelte individ, som bliver sygt. Og så risikerer man, at indsatsen for at få sygefraværet ned rammer skævt. Hvis sygefraværet skal ned, er det nødvendigt at forebygge, og det skal ske gennem en strategisk indsats, forklarer Birgitte Poulsen, chefkonsulent hos Cabi og ekspert i sygefravær.

Måske er det organisationen, som er syg

Hun har gennem mange år arbejdet med sygefravær, nærvær og trivsel i en lang række private virksomheder og offentlige institutioner. Her er erfaringen, at de bedste og mest bæredygtige resultater skabes ved at sætte ind på to fronter:

  • Langsigtede strategier
  • Organisationsniveau frem for individniveau

Hvis en detailvirksomhed døjer med højt sygefravær, er der ofte noget galt på det organisatoriske niveau. Derfor er det her, indsatsen skal fokuseres, frem for på den medarbejder, som er blevet syg, forklarer Birgitte Poulsen.

- Der er en tendens til, at sygefravær kommer til at handle om den enkelte syge medarbejder. Men der er behov for, at man går strategisk til værks. Det handler om at se på hele forretningen frem for individet, få analyseret hele organisationens sygefravær og tænke langsigtet, siger hun.

Butiksledelsen spiller en afgørende rolle

Og hvis indsatsen skal løftes op på organisationsniveau, er det vigtigt, at ledelsen i forretningen tager et ansvar. Fokus fra ledelsen og ledelsens kvalitet har afgørende betydning for sygefraværet og trivslen.

Derfor er det en god idé at stille sig selv følgende spørgsmål: Har vi en klar og tydelig holdning til fravær og fastholdelse? Det gælder både over for ungarbejdere og medarbejdere på deltid. Der er ikke nogen, vi kan undvære i vagtplanen.

Har vi en langsigtet strategi på området? Har vi sat mål for, hvilket fravær vi gerne vil påvirke? Har vi en fraværspolitik med klare retningslinjer? Også i praksis når slagteren eller servicemedarbejderen melder sig syg? Hvem gør hvad, når der ringes tidligt om morgenen?

Kender I sygefraværet for sidste kvartal?

En forudsætning for at kunne arbejde effektivt med sygefraværet er et pålideligt datagrundlag, som kan bruges til opfølgning og effektmåling af de indsatser, I sætter i gang.

Kender I størrelsen på jeres fravær og ved, hvad det består af? Er det kort- eller langvarigt sygefravær, der er problemet? Følger I løbende op på, hvordan fraværet udvikler sig, og hvad omkostningerne er? Har I lagt realistiske mål for jeres fravær?

Tillid og tålmodighed

God trivsel og et sundt arbejdsmiljø i en butik, der har åben i mange timer, kommer ikke fra den ene dag til den anden. Derfor er det vigtigt at have en langsigtet strategi for sygefraværet og den gode trivsel i forretningen. I skal have tillid til hinanden, og I skal have en åben og ærlig dialog om fravær og fremmøde.

Og så er det værd at huske på, at ledelse og ledelsesstil kan påvirke trivsel og fravær. Den målrettede indsats hviler ofte på et fundament af systematik og gode rutiner, som betyder, at der ikke er tvivl om, hvad der skal ske ved sygefravær.

Tag emnet op på næste statusmøde og spørg f.eks. jer selv om, I systematisk følger op på korttidsfravær og langtidssygemeldte. Om I har en systematik for, hvornår der skal holdes samtale med sygemeldte medarbejdere. Om at I husker at inddrage jobcentret ved langtidssygemeldinger.

Nyttige links:

Få viden og redskaber til at arbejde strategisk med sygefraværet på Cabis hjemmeside:
https://www.cabiweb.dk/temaer/sygefravaer/

Find gevinsten vedforebyggende tiltag med Cabis sygefraværsberegner:
https://www.cabiweb.dk/metoder-og-vaerktoejer/sygefravaersberegner/

Opdateret 10. nov 2020