Savner kun kollegerne efter fem år uden for kæde
For fem år siden, da Dagrofa relancerede SuperBest under navnet Meny, valgte Ole Thomsen og sønnen Harald at sige farvel til kædesamarbejdet for i stedet at kalde deres to butikker i henholdsvis Tårs og Sindal for Superland. Og det har de ikke fortrudt.
- Vores kunder passer ikke ind i de kædekoncepter, der findes i dag. Vi havde svært ved at få enderne til at hænge sammen, da vi var en del af SuperBest. I dag går det fornuftigt. Men vi savner kollegerne - en slags erfa-gruppe, hvor vi kunne sparre med andre købmænd, siger Harald Thomsen.
Da de to købmænd åbnede under eget navn, havde de kontakt med en række kolleger, der var i tvivl om, hvad de skulle.
- Jeg ville da ønske, at flere havde taget samme beslutning, så vi kunne have arbejdet sammen. Der er stordriftsfordele, som vi må undvære - det gælder sådan noget som markedsføring, it og selvfølgelig også indkøb. Vi betaler også mere for at være medlem af De Samvirkende Købmænd, DSK, fordi vi kun er to butikker - og ikke en del af en kæde, siger Harald Thomsen.
Sætter pris på friheden
Han tilføjer, at en række butikker let kunne lave en tilbudsavis med både fælles og individuelle tilbud.
- Når man er med i en stor og landsdækkende kæde, er man nogle gange tvunget til at købe varer, som man godt ved, man ikke kan sælge. Der er altså forskel på øst og vest - land og by, siger Harald Thomsen.
Han lægger ikke skjul på, at der ting i hverdagen, der er op ad bakke, fordi de er alene og uden bagland.
- Men når man har løst problemet, er man glad og tilfreds over, at man har løst det på sin egen måde, og jeg er sikker på, at man kommer stærkere ud på den anden side, siger købmanden.
Superland har en aftale med Dagrofa om en del af indkøbet.
- Det er dyrere for os at købe ind i Dagrofa, når vi ikke er med i kædesamarbejdet. Men vi køber meget direkte i industrien, som har taget rigtigt godt imod os, og som vi har et godt samarbejde med. Og det er til andre priser. Et af problemerne ved at være med i en kæde er, at man ikke har den samme frihed til at bestemme selv, hvor man vil købe ind, siger Harald Thomsen.