Sammen om landsbyens købmandsbutik
Beskeden var til at tage og føle på for landsbyens 450 beboere. Huspriserne kunne falde ca. 100.000 kr., hvis Hylke-borgerne mistede deres købmandsbutik, lød det fra en lokal ejendomsmægler.
Netop udsigten til en besværligere hverdag og en forventet værdiforringelse på ca. 20 mio. kr. for landsbyens ejendomme, fik en initiativgruppe til at stifte Hylke Købmandsforening i forsøget på at redde den 300 kvm. LetKøb-butik "Hos Købmanden" fra permanent lukning.
Banken ville nemlig ikke længere forlænge kreditten, og 27. april sidste år blev det fra banken anbefalet, at butikken gik frivillig konkurs.
Derfor gik initiativgruppen nu i gang med at sælge anparter til lokale borgere og foreninger i håbet om at finde en løsning, så butikken kunne køre videre.
Opbakningen i landsbyen og oplandet i det bakkede landskab mellem Skanderborg og Horsens viste sig - ikke overraskende - at være stor.
I alt 126 husstande og lokale foreninger har købt 265 andelsbeviser til samlet 530.000 kr., som var nok til at kickstarte købmandsbutikken på ny i Hylke, der også tæller et opland på 350 potentielle købmandskunder.
Siden den 20. november sidste år har købmandsforeningen stået for driften af butikken, som stadig nyder stor opbakning.
- Mange folk betaler 1.000 eller 2.000 kr. forud den første i måneden, så de er med til at forbedre butikkens kassekredit. Vi mærker virkelig et stort ejerskab omkring butikken, og vi holder også omsætningen nogenlunde. Det er med til at give os en tro på, at det nok skal lykkes at drive butikken, siger Irma Christensen, formand for købmandsforeningen.
Rådgivning fra Dagrofa
Selv om den tidligere købmandsbutik var tæt på konkurs, har den på intet tidspunkt været lukket.
Inden den nystiftede købmandsforening overtog selve driften, havde foreningen dog også sparring med Dagrofa, som har stor erfaringer med rådgivning fra lignende borgerdrevne butikker rundt i hele landet.
Trods det beskedne kundegrundlag i og omkring den østjyske landsby, var der ifølge Dagrofas beregninger stadigvæk grundlag for en købmandsbutik i Hylke.
- Vores målsætning er at forhøje omsætningen med mindst 30 pct. 7 mio. kr. er fint, men det optimale vil være en omsætning på 7,5 mio. ex. moms. Og vi har en rigtig god base med vareudbringning til ældre i Skanderborg Kommune, som vi har kontrakt på, foreløbig frem til 2022. Uden den aftale var det ikke sikkert, vi ville have fortsat butikken, fortæller Irma Christensen, der selv har stor erfaring som selvstændig købmand, da hun sammen med sin mand drev butikken i Hylke fra starten af 00'erne og ca. ti år frem.
Flere lokale varer
En forudsætning for, at butikken overhovedet er i drift, er de ca. 25 frivillige, der hver især lægger timer i butikken og gør, at Hos Købmanden kan holde åbent 60 timer om ugen og samtidig have udbringning til omkring 120 borgere hver uge.
Dorte Daugaard er en af butikkens tre fastansatte. Hun var også medarbejder under den tidligere købmand og har i dag blandt andet ansvar for indkøb til butikken.
Et område, hvor hun forsøger at skabe lidt fornyelse.
- Vi gør meget for at tage flere lokale varer ind i butikken. Vi har blandt andet økologisk kød, økologisk honning og juleøl fra Skanderborg Bryghus var også en stor succes. Og vi vil gerne have endnu flere lokale varer, siger Dorte Daugaard.
På kød halter butikkens udvalg, fordi det har vist sig svært at få det til løbe rundt økonomisk med et stort sortiment. Derfor bliver Hos Købmanden for en stor del af kunderne en suppleringsbutik.
Butikken har rigtig godt fat i byens ældre, og det er da også netop størstedelen af butikkens frivillige, der er pensionister. Derimod kan især børnefamilierne være en udfordring at få til at lægge flere penge, da de frem og tilbage fra job møder et stort udvalg af dagligvarebutikker på vejen.
Men købmandsbestyrelsen har ikke tænkt sig at opgive kampen mod at få flere børnefamilier til at gøre indkøb lokalt.
- Vi arbejder på at få en samarbejdsaftale med Osuma. dk. eller en anden netbutik, der kan levere varerne samlet her i butikken, så man derved kan spare leveringsgebyret. Det vil betyde, at man har et større vareudvalg, og samtidig kan vi jo så håbe på, at besøget her i butikken kan give lidt ekstra salg, fortæller Irma Christensen.