Salling Group lancerer flyverdragter af genbrugsplast
Halvdelen af materialet til en flyverdragt og al stof til en sportsjakke er produceret af genbrugsplast, når Salling Groups Føtex og Bilka får den nye vinterkollektion fra VRS på bøjlestængerne.
Normalt fremstilles polyester af råolie, men de nye produkter består helt eller delvist af genbrugt plastik, der smeltes og omdannes til polyesterfibre, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
- Som en af Danmarks største forhandlere af tøj tager vi ansvar for at drive en bæredygtig udvikling, og her kan vi sammen med vores kunder virkelig gøre en stor forskel i hverdagen. Tekstil af genbrugte materialer er en af flere løsninger, der kan sikre, at vi som samfund genbruger mere plastik og undgår, at det ender i naturen. Vi ser frem til i de kommende måneder at introducere flere produkter, som er helt eller delvist produceret at genbrugsplast, siger Mark Nielsen, kædedirektør i Bilka.
De nye produkter er fremstillet i overensstemmelse med den internationale GRS-standard for genbrug i tekstilproduktion.