Sådan fungerer Shobr

2. nov 2017 -
This describes the image
Foto: Shopall24
Skrevet af: Henrik Denman

I modsætning til andre onlinesupermarkeder på det danske marked arbejder Shobr.com fra udlandet. De danske kunder køberne varerne i Tyskland og kan få dem leveret til privatadressen i Danmark.

På Shobr.com hjemmeside finder kunderne varerne angivet med danske priser, men de betaler tysk moms, som er lavere end den danske moms på 25 pct.

Kunderne skal selv sørge for at betale danske afgifter for afgiftspligtige varer som bl.a. slik og chokolade, øl, vin og spiritus. Når kunden har købt sine varer, kan hun under handelsbetingelser se, hvilke varer hun skal betale danske afgifter af, og hvor mange penge afgifterne ved det enkelte køb beløber sig til.

Shobr arbejder på mærkning af varerne med et punktafgiftsymbol for at gøre det nemmere. Når kunden har beregnet afgifterne, trykker hun på en særlig formular, udfylder den med det afgiftspligtige beløb og sender den digitalt til Skat.

Men det er kundens eget ansvar at sikre, at afgifterne bliver betalt.

Når købet er klaret og varerne betalt, får kunden nogle muligheder for at vælge en distributør, f.eks. Bring eller Post Norden, til at køre varerne hjem – hvis kunden da ikke selv henter varerne eller får en ven til at hente dem.

Shobr har dog intet at gøre med fragten af varerne.

Selskab gik konkurs
I begyndelsen af oktober erklærede Erhvervsstyrelsen operationsselskabet bag netsupermarkedet Shobr, Shopall24.com Danmark, konkurs.

I den forbindelse sagde adm. direktør Lars Munch Johansen, at konkursen ikke ville påvirke netsupermarkedet Shobr.

Samtidig blev to andre selskaber erklæret konkurs. De tre selskaber er blevet erstattet af det tyske selskab Shopall24 Germany GmbH.

Tilbage er to selskaber, som er registreret med normal drift i Erhvervsstyrelsen, nemlig Shopall24 Group og Shobr Group.

De er i dag passive, og hovedselskabet er det britiske Ishoo Ltd. i London.

Opdateret 10. nov 2020