Prognose: Hver fjerde kiosk og conveniencebutik vil lukke i løbet af ti år
På tre år har kiosk- og conveniencekæden Nærkøb mere end fordoblet antallet af medlemmer, så kæden i september havde ikke færre end 331 butikker.
En ny prognose, Dansk Dagligvarehandel - Prognose 2029, fra Retail Institute Scandinavia lufter nu muligheden for, at NærKøb kan blive endnu større. I hvert fald er et kædetilhørsforhold en af de muligheder, som en kiosk har for at overleve konkurrencen fra discountbutikkerne.
”Antallet af kiosker uden for kædesamarbejder forventes fortsat at blive reduceret betydeligt i de kommende år: Vi forventer et fald på 49 pct. frem til år 2029, svarende til lukning af 39 kiosker årligt”, lyder det i prognosen.
”Tilslutning til en frivillig kæde kan for mange være en rigtig fin løsning. For eksempel har NærKøb, der det seneste år har fået flot butiksfremgang, udviklet mange ”sortimentsmoduler”, den enkelte kioskejer kan vælge at føre,” hedder det videre.
Det er ikke de første butikslukninger, Dansk Handelsblad har citeret prognosemager Henning Bahr for at varsle i løbet af de kommende ti år - også Dagrofas Spar og Min Købmand har stået for tur. Noget som kædedirektør Richo Boss pure afviste.
Prognosen forudsiger, at dagligvarehandlen og conveniencesektoren til sammen vil miste 630 butikker på ti år. Discountsektoren, der vokser i perioden, står som årsag.
Kiosk- og conveniencesektoren vil isoleret set miste 573 ud af 2073 butikker inden 2029, men nogle kæder åbner butikker.
7-Eleven vokser
I kategorien benzinstationer og 7-Eleven, der er en del af kiosk- og conveniencesektoren, vil der netto ske en reduktion af butikker, hvilket vil medføre, at mængden af servicestationer uden butik vil stige.
Ifølge prognosen vil antallet af butikker i kategorien således falde fra i dag 722 butikker til 596 i 2029. Bedst står 7-Eleven, der ifølge prognosen vil åbne butikker, og markedsleder på servicestationsområdet, Circle K:
”Den stærkeste aktør på markedet er 7-Eleven, der via betydelig innovation har sikret sin førerposition. Den seneste strukturudvikling på benzinstationsmarkedet, hvor Circle K er konverteret på plads, vil uden tvivl også kunne skabe yderligere innovation i dette segment,” siger prognosen.
”Innovationen ser mest ud til at skulle komme fra food to-go-sortiment, herunder flere sunde produkter samt impulsprodukter, især drikkevarer. Samlet set forventer vi en stigende markedsandel til segmentet, især fordi 7-Eleven vil etablere flere butikker”.