PostNord lancerer genbrugsemballage
Nogle benytter måske allerede i dag de kuverter og kasser, som bruges til indpakning af pakkepost, mere end én gang.
Men nu lancerer PostNord en bæredygtig genbrugsemballage op til julehandlen. den fungerer således, at modtageren af pakken kan aflevere den brugte emballage i en rød postkasse eller indlevere den på det lokale posthus, og så vil emballagen efter et hurtigt kvalitets-tjek blive sendt tilbage i omløb.
Bliver emballagen en succes, overvejer PostNord at indføre pant på emballagen for at styrke incitamentet til at levere den tilbage.
Emballagen, som er udviklet af virksomheden RE-ZIP, kan genbruges op til 30 gange, og derved spare op til 42 pct. CO2 sammenlignet med engangsemballage.
- Vi arbejder hele tiden på at reducere vores samlede CO2 udledning ved at teste og implementere løsninger, der bidrager til en mere bæredygtig fremtid. Vi er derfor rigtig glade for samarbejdet med RE-ZIP, som er med til at sikre, at klimabelastningen pr. pakke og brev bliver kraftigt reduceret for hver gang emballagen genbruges, siger Stine Sander, head of e-Commerce & Communication, PostNord Danmark.
Emballagen fås i tre forskellige størrelser S, M, L for henholdsvis 20 kr., 25 kr. og 30 kr.
I en introduktionsperiode henover jul og nytår vil den genanvendelige emballage kunne købes i hele landet på 200 af PostNords større posthuse. Fra års-skiftet vil emballagen også kunne købes på PostNords øvrige posthuse.