Omveje fremtidssikrer Dagli'Brugs
Dagligvarebutikkerne går i forvejen en travl tid i møde, men for brugsuddeler Keld Madsen og resten af medarbejderne i Dagli'Brugsen Thorsager har november og starten af december budt på en del ekstra travlhed.
Så stor, at der er ansat to ekstra fuldtidsmedarbejdere.
Årsagen skyldes nu ikke den nærtstående højtid, men derimod, at den 103 år gamle brugsforening har åbnet en helt ny butik med tilknyttet OK-tankanlæg den sidste søndag i november.
Op imod 1.000 gæster lagde vejen forbi butiksåbningen i den mindre by på Djursland med under 1.400 indbyggere.
- Det var helt vildt. Vi havde forventet et sted mellem 50 og 150, og at der så dukker så mange op, at de må lukke kunderne i hold, det var en stor oplevelse, siger Keld Madsen, uddeler gennem 23 år i Thorsager.
Den nye Dagli'Brugs er placeret få hundrede meter fra den tidligere butik, der lå indeklemt i byens centrum og som trængte til et gennemgribende løft.
Egentlig var det også en modernisering og udvidelse af den eksisterende butik, som brugsforeningen i første omgang arbejdede hen imod, men en renovering viste sig dog at blive en temmelig kostbar og kringlet affære, der ikke gjorde det nemmere af, at der i lokalplanen skulle tages helt særlige byggehensyn til naboen Thorsager Kirke, der er den eneste runde kirke i Jylland.
I stedet ejede det lokale menighedsråd en større grund ud til den trafikerede Ryomvej, der fører i retningen mod Djurs Sommerland, som både uddeler og bestyrelsen så gode muligheder i.
Samtidig ville Syddjurs Kommune gerne overtage den eksisterende grund, så økonomien i projektet kunne hænge sammen.
- Vi har fået en Rema 1000-placering, siger Keld Madsen med henvisning til den synlige placering ud til hovedvejen.
Nyt supermarkedskoncept
I alt har den nyopførte butik med tilhørende p-pladser og tankanlæg kostet 18,7 mio. kr. at opføre.
Butikken er på 755 kvadratmeter, hvortil kommer et markant vindfang samt et betjent delikatesseområde på ca. 50 kvadratmeter. I alt er butikken ca. 1.100 kvadratmeter brutto.
Ved første øjekast fremstår butikkens størrelse og indretning nærmest som en SuperBrugsen, og Keld Madsen har da også overhørt enkelte nye kunders mobilsnak, hvor de fortæller, at de befinder sig i SuperBrugsen til stor morskab for uddeleren.
Butikken er blevet indrettet efter Coops nye SM20-koncept. Et skalerbart supermarkedskoncept, som Coop forelø-bigt har rullet ud i ca. 20-25 butikker, og som kan indrettes i både Dagli'Brugsen, SuperBrugsen og Kvickly.
Blandt de særlige kendetegn er den sorte frise hele vejen rundt i butikken og de lave hylder i lyst træ, der udelukkende er udrullet i Dagli'Brugsen og som hjælper kunderne med overblikket.
[caption id="attachment_65426" align="alignnone" width="300"] Den sorte frise er gennemgående i hele butikken Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]
Butikken indeholder blandt andet Brød Cooperativet, C-måltidsmarkedet, et café-område samt en delikatesseafdeling bagerst i butikken.
Eneste sted, hvor brugsforeningen er gået på kompromis med de oprindelige tanker, er i frugt og grønt-afdelingen, hvor nedkølingen viste sig for dyr i forhold til at holde budgettet, og hvor der i stedet er opført et tilknyttet kølerrum, som butikken kan drage fordel af om sommeren.
- Vi forventer da helt sikkert, at det vil give et løft i omsætningen, men først og fremmest har vi fået sikret butikken i Thorsager mange år frem i tiden. Vi har lavet et noget mindre budget for butikken fra starten, men det var med fuldt overlæg, siger den erfarne brugsuddeler.
Købmandsglimtet i øjnene fortæller, at han har svært ved at skjule sin begejstring over den gode start.
Således ligger butikken væsentligt over indeks 100, mens salget i delikatesse og slagter nærmest er eksploderet med en vækst på mere end 100 pct. over butikkens indekstal.
Delikatessen i fokus
Og særligt delikatessen, har brugsuddeleren et særligt øje til, bliver en god forretning.
Som et særkende har DagliBrugsen Thorsager kørt med betjent slagterafdeling siden 1978 og gennem tiden produceret kød til seks omkringliggende brugser på Mols og Djursland.
Derfor lå en betjent afdeling også lige for i de nye omgivelser. Og egentligt ærgrer det i grunden lidt brugsuddeleren, at delikatesseafdelingen ikke blev lidt større i produktionsområdet, end den er blevet. For både frisklavet færdigretter, smørrebrød og sandwich går nærmest som varmt brød, så afdelingen måske snart skal ansatte en pige yderligere.
- Jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle have en delikatesse-pige, og Maja er hamrende dygtig. Det er det, der vinder nu. Lige nu skal vi bare koncentrere os om at få det helt på plads her i huset, men det kan da godt være, vi på sigt vil producere færdigretter til andre brugser i området, fortæller Keld Madsen om fremtidens forretningsmuligheder.
Lys fremtid
Fra ideen blev luftet til byggeriet stod færdig gik der fem år. Selve byggeriet tog de planlagte syv-otte måneder, men i flere perioder undervejs tvivlede Keld Madsen på, om projektet nogensinde blev realiseret.
Kun en stædig og ihærdig bestyrelse orkede at tage kampen op imod den langsommelige sagsbehandling i Syddjurs Kommune.
Ihærdige kræfter har nemlig også sikret, at byen endelig får et længeventet trinbræt på den kommende letbanestrækning mellem Aarhus og Grenå, som byen ikke havde på den gamle Grenå-bane.
- Med et trinbræt, tror jeg helt sikkert Thorsager kan se frem til en vækstperiode i forhold til bosætning. Det betyder noget, at man nu kan ramme Skejby på 15 minutter med offentlig transport og i forvejen kan købe et hus her, der er langt, langt billigere end i Aarhus-forstæderne, fremhæver brugsuddeleren.
For Keld betyder det noget at overdrage butikken videre i endnu bedre. Og det er ikke uden grund, at skriften "Brugsforeningen Thorsager anno 1904" står tydeligt fremhævet på facaden.
- Når kunderne har sagt tillykke med din nye butik, har jeg sagt i lige måde, det er jo din butik. Det har de lige stået og tænkt over, men for mig er det vigtigt, at kunderne får et ejerforhold til butikken. Den skal vi værne om. For vi ved alle godt, hvordan det går, hvis der ikke var en dagligvarebutik i byen, siger brugsuddeleren, der har stor tiltro til butikkens fremtid.