OK Plus øger salget til 881 mio. kr.

1. maj 2020 -
This describes the image
Foto: Ok Plus
Skrevet af: Søren Tougaard

For år tilbage var 10 af de 70 OK Plus-butikker rundt omkring på landkortet ej et af OK-koncernen selv.

I dag står OK blot for driften af fire ud af i alt 69 butikker i conveniencekæden.

Ifølge Michael Djarnis, adm. direktør i OK Plus, har kædekontoret arbejdet hårdt på at få flere butikker ud i forpagtning, og det er også en væsentlig forklaring på kædens fremgang.

I 2019 lykkedes det conveniencekæden at hæve salget med tre pct. trods to færre butikker. Sidste år lød omsætningen på 881 mio. kr. inkl. moms mod 857 mio. kr. i 2018.

- Der er et stort spænd i vores butikker, men generelt må vi sige, at der har været en positiv udvikling på top og bund, og det er vi utrolig glade for. Der er flere butikker, der præsterer bedre. Med til den udvikling hører også, at vi satser på food to go og drinks to go. Vi arbejder meget med kategorier og varepræsentation og har et konstant fokus på at udvikle koncepterne, siger Michael Djarnis.

Planer om nye butikker

OK Plus opererer med flere faste koncepter inden for kaffe, mad til farten, bake-off med videre og tilbyder også spil og pakkeshop. Sidste år slog pakkeshop- delen igen rekord og var med til at skabe øget kundestrøm.

Samtidig oplevede OK også vækst i salget af brændstof fra tankstationerne, hvor OK selv vurderer, at de har formået at tage markedsandele fra konkurrenterne i et stabilt marked.

Under coronakrisen er trafikken på vejene faldet drastisk, og det har også haft betydning for salget i OK Plus-butikkerne.

- Under Covid-19 oplever vi færre kunder, men til gengæld har de en større kurv, fortæller Michael Djarnis.

For tre år siden fortalte han, at OK Plus bestemt var interesserede i at etablere flere butikker, hvis de rigtige placeringer bød sig til. Siden har OK Plus haft status quo målt på antal, men nye butikker er stadigvæk en del af vækstplanen.

- Vi har ambitioner om at få flere butikker, men det skal være butikker, vi kan drifte på ordentlig vis. De skal ikke køre på kanten. Men vi har planer om at lave nogle butikker fra bunden, siger Michael Djarnis.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?