Øget nethandel giver kø ved butikker
En flok mennesker har taget opstilling uden for LetKøb i Aarhus C.
Årsagen er ikke det gode vejr. Nej, de står i kø for at hente en pakke.
Siden Coronakrisen sendte folk hjem fra arbejde, har nogle webshops oplevet et ekstra stort salg. Samtidig lukkede en række udleveringssteder i blandt andet i storcentre, og det har givet travlhed for andre pakkeudleveringssteder.
- Det er nærmest Black Friday- tilstande. Flere pakkeudleveringsteder er også lukket ned, f.eks. i Bruuns Galleri (storcenter i Aarhus C, red.), så vi har valgt at tage ekstra pakker ind. Vi har indeks 300 på pakker og modtager ca. 500-600 pakker om dagen i øjeblikket. Vi taber omsætning andre steder i butikken, men pakkerne generer god omsætning, siger Torben Andersen, LetKøb i Odensegade i Aarhus.
At danskerne handler færre gange om ugen, end de plejer, smitter også af på afhentning af pakkerne.
- Mange kunder tager ekstra lang tid til at hente deres pakker, som kan ligge her i over en uge. Det er lang tid og så knækker kæden over, siger købmanden.
Hos Shell i Juelsminde fortæller stationsejer Anette Bruun Nielsen, at hun udleverer 20 pct. flere pakker, end hun plejer, fra GLS, som hun samarbejder med.
110 udleveringssteder har været lukket
PostNord fortæller, at den øgede nethandel har betydet en stigning i antallet af pakker på knap 30 pct. siden midt i marts, da landet blev lukket ned.
- Der har været særlig stor efterspørgsel efter pakker til hjemmelevering, men samlet set over hele perioden anslår vi, at der er blevet udleveret mellem 15-20 pct. flere pakker fra vores udleveringssteder sammenlignet med samme periode sidste år, siger Kristian Rask, pressechef PostNord Danmark.
30 ud af 1600 PostNords betjente udleveringssteder har midlertidigt lukket. De fleste i storcentre, som er tvunget til at holde lukket.
Hos GLS har 80 ud af distributørens 1600 pakkeshops været lukket, men mange er igen åbne. Pakkedistributøren oplever markant vækst på både hjemmelevering og til pakkeshops.
- Siden midten af marts har vi oplevet en forskydning i vores pakke-mix med væsentlig flere pakker til privatadresser, end vi normalt ser. Her har der været tale om en faktor tre i forhold til normen. Men der har også været vækst på pakker til udleveringssteder, siger kommerciel Direktør Bitten Brun.