Nyt pantsystem vil koste 1,2 mia. kroner
Det vil formentlig koste et sted mellem 600 mio. kr. og 1,2 mia. kr. at udbygge det danske pantsystem, så det kan tage imod de mange ekstra dåser fra de tyske grænsebutikker.
Det oplyser Miljøstyrelsen til Dask Handelsblad. Miljøstyrelsen skønner, at der skal være omkring 200 pantstationer fordelt over hele landet, som har den fordel i forhold til returautomaterne i butikkerne, at man kan aflevere hele sække med tomme dåser og få panten retur.
De skal opføres i de kommende år, så det danske retursystem vil være udbygget i 2018.
Kontorchef Christian Vind i Miljøstyrelsen siger om retursystemet i Danmark, som i de kommende år skal gøre klar til at modtage de mange ekstra dåser:
– Der skal ske en væsentlig udbygning af retursystemet i Danmark. Der skal ske en udbygning af de centrale faciliteter, hvor dåserne samles sammen og presses, og der skal ske en udvidelse af indsamlingskapaciteten. Pantstationerne, som findes fire steder i landet i dag, skal udrulles til hele landet, så forbrugerne kan aflevere hele sækkes ad gangen med tomme dåser.
Udbygningen
Han siger, at Miljøstyrelsen skønner, at der skal være et par hundrede pantstationer over hele landet. I dag findes der seks.
På spørgsmålet, om der skal ske en udbygning af returautomaterne i butikkerne, siger Christian Vind:
– Der sker allerede løbende en udbygning, bl.a. fordi afleveringen af engangsemballager har været stigende. Vi forventer, at nogle af de dåser, der i dag bliver afleveret i butikker, og som er købt i Danmark, vil blive afleveret i de nye pantstationer. Der bliver så frigjort noget kapacitet i butikkerne, men samtidig forventer vi, at nogle dåser, der er købt i grænsebutikkerne, vil blive afleveret i automaterne. Vi har dog ikke præcise tal på fordelingen på de to strømme.
Smides i naturen
For både de danske og tyske politikere har miljøspørgsmålet været en væsentlig drivkraft bag den nye ordning med pant på tyske dåser.
Ifølge Miljøministeriet bliver ni ud af 10 dåser med pant genanvendt, men en stor del af de pantløse dåser ender i skraldespanden, på gaden eller i naturen.
– Dåserne ligger i naturen i op til 500 år, før de bliver nedbrudt, og det er noget svineri. Vores unikke danske pantsystem sikrer, at langt de fleste flasker og dåser bliver genanvendt til fordel for både miljøet og økonomien. Derfor er jeg meget glad for, at de flere end 600 millioner tyske dåser, som danskerne køber hvert år, nu kommer ind i pantsystemet, siger Kirsten Brosbøl.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
I dag er der seks pantstationer, men inden 2810 skal der være et par hundrede pantstationer landet over for at kunne klare de store mængder dåser fra de tyske grænsebutikker.
Foto: Dansk Retursystem