Nyt Netto-koncept har spot på kundeoplevelsen
Nettos faste jazzband spillede, og kunderne drak kaffe, spiste rundstykker og fyldte indkøbsvogne med tilbud, da den helt nye Netto på Grønnedalen 4 i det sydlige Vejle åbnede den 25. januar.
Sådan har det været mange gange de seneste mange måneder, hvor Netto har åbnet snesevis af nye butikker efter koncept 2.0.
Hvad kunderne i Vejle måske ikke ved, er, at de midt i alle festlighederne også var med til at indvie et helt nyt Netto-koncept – koncept 3.0.
I koncept 2.0-butikkerne, der for de flestes vedkommende er rykket ind i en tidligere Kiwi-butik, er der ikke meget af den gule Netto-farve tilbage – lige udover logoet og kundekurvene. Langt det meste af inventaret er gråt.
Sådan er det også i Netto 3.0.
Men derudover afprøver kæden blandt andet en integreret kød-, frugt- og grøntafdeling, hvor en lang kødkøler er placeret midt i frugt- og grøntafdelingen.
[caption id="attachment_67175" align="alignnone" width="300"] Sidsel Steiner Bendtsen
er butikschef med lang
erfaring fra discountsektoren.
Bl.a har hun
været butikschef i Kiwi.
Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]
- I koncept 2.0-butikkerne er kødet ligeledes rykket frem i butikken. Men kødkøleren er ikke, som her, en integreret del af frugt og grønt. Der ligger frugt- og grøntafdelingen én lomme, mens kødet er i en anden.
I version 3.0, som vi foreløbig kun har indført her, tester vi virkningen af at slå de to lommer slået sammen, fortæller distriktschef Michael Ryborg.
Han har tidligere arbejdet i den nu lukkede Kiwi-kæde, men har siden august været distriktschef i Netto med ansvar for foreløbig ni butikker.
- Når kunderne kommer ind i butikken, bliver de straks mødt af et udvalg af de to vigtigste ingredienser til aftensmaden. Jeg tror – og det står for min egen regning – at hvis kunderne kan finde de første otte af ti ting på indkøbssedlen ret hurtigt, så har de overskud til at kigge både op og ned og få øje på andre varer, som måske ikke står på sedlen. Det får dem til at købe mere, siger han.
Nettos DNA
Der har altid været mange uventede varer at få øje på i Netto, og nogle gange har det været nødvendigt at kigge både op og ned. Lige siden begyndelsen af 90’erne har der nemlig været spotvarer i Dansk Supermarkeds discountkædes butikker, og placeringen kan på nogle kunder have virket noget tilfældig.
Der er også spotvarer i Netto version 3.0, men der er færre af dem, og de har fået en mere logisk placering.
- Der er ingen tvivl om, at spotvarer er en del af Nettos DNA, og at varerne trækker kunder i butikken. Nettos største målgruppe, der er kvinder mellem 25 og 55 år, rammer vi rigtigt godt med spotvarer. Den gruppe kan godt lide at gå på opdagelse på spotbordene, og de kan godt lide at møde en ny verden i butikken, hver gang de kommer. Spotvarerne er med til at skabe en dynamisk butik, og de er også med til at skabe både indtjening og omsætning, siger Michael Ryborg.
Butikkerne får hver uge ca. 400 nye spotvarer ind i butikken som supplement til de 2500 varer, som er kædens faste sortiment. Spotvarerne skal ikke alene sættes på plads. De ansatte skal holde orden på spotbordene, og spotvarerne skal sorteres og mærkes ned, når de har stået i butikken for længe.
- Vi har et fast driftskoncept for spotvarer til butikkerne. Det fortæller i detaljer, bl.a. i hvilken rækkefølge varerne skal placeres, og at de skal være ude af butikken inden seks til otte uger. Når der er under fem tilbage af en vare, mærker vi dem ned. Men trods vores guide er der kunder, der synes, at spotvarerne roder, og at det er svært at fi nde den vare, de kommer efter, siger Michael Ryborg.
Føjer spot til kategorien
I det nye koncept er spotvarerne placeret sammen med den kategori, de hører til i. Mens spotbordene i den ene side af butikken fortsat står på langs, er de i den anden side vendt om, så de står vinkelret på vægreolerne. Hvor de står på tværs, er de delt op i mindre enheder, så bordene virker mere overskuelige.
- Målet er at skabe små øer, som både vores medarbejdere og ikke mindst kunderne kan overskue. Når kunden kigger på en reol efter eksempelvis en sovs, kan hun også vende sig om og se den sovs, der er på spotbordet. På den måde får hun flere valgmuligheder, siger Michael Ryborg.
Han fortæller, at Netto hele tiden får fl ere spændende kvalitetsvarer som privat label i sortimentet. - Dem vil vi rigtig gerne fokusere mere på, og vi så en flot vækst på disse varer i hele 2017, siger han Mængden af spotvarer er til gengæld skåret ned med en knap tredjedel.
- Det skaber mere luft og bredere gange, og forhåbentlig skaber det nye koncept mere orden i butikken, samtidig med at kunderne lettere kan finde det, de kommer efter. Det kan måske også trække flere kunder i Netto, siger Michael Ryborg.
Han har allerede fået den første positive respons fra kunderne. Men han ved endnu ikke, hvad det nye koncept betyder for butikken regnskab.