Nye kundeaftaler booster omsætningen i FK Distribution
PostNords retræte fra reklameomdelingsmarkedet har været godt nyt for markedets eneste tilbageværende store spiller, FK Distribution, der er det absolut tungeste selskab i North Media-koncernen.
Koncernen har netop fremlagt regnskab for 2017, hvor omsætningen samlet set steg med 2. pct. til 899 mio. kr. og underskuddet på 63,7 mio. kr. i 2016 er blevet vendt til et plus på 28 mio. kr.
Mens resultatfremgangen primært skyldes effektiviseringer i selskabet North Media Aviser, der står bag Søndagsavisen, er det på det største forretningsområde indenfor reklameomdeling, at koncernen har oplevet størst vækst.
Nye kundeaftaler
Således er omsætningen steget med 14 pct. i FK Distribution til 670,5 mio. kr., hvilket bringer omsætningen tilbage på 2015-niveauet og dengang Coop var storkunde i selskabet.
PostNords afgang fra markedet betyder dog, at Coop igen har valgt FK Distribution til omdelingen af tilbudsaviser fra 1. januar 2018.
Og samtidig er Lidl og Dagrofa også blandt FK Distributions nye kunder i 2017.
"Stigningen skyldes indgåelse af nye kundeaftaler, mens fortsat faldende priser for omdeling af uadresserede tryksager har reduceret væksten. Dette fald er dog på et betydeligt lavere niveau end de tidligere år", beretter ledelsen i regnskabet.
Øgede investeringsomkostninger
Netop FK Distributions stærke kundetilgang har medført "øget investeringer i produktionskapacitet, oprettelse af midtugeomdeling og omlægning af rutenet, hvilket reducerer resultatet i 2017", lyder det i regnskabet som baggrund for, at EBIT blot er steget med 1,7 mio. kr. til 36,7 mio. kr. trods selskabets store fremgang i omsætningen.
Ledelsen forventer dog en betydelig resultatfremgang i 2018 på grund af den nye markedssituation og de indgåede kundeaftaler.
Samlet lyder forventningerne til omsætningen at lande op imod 925 mio. kr., mens EBIT før særlige poster forventes at stige mærkbart til et niveau omkring 90-110 mio. kr. mod 36,7 mio. kr. i dag.