Nye corona-krav til store butikker
Med 1468 nye corona-tilfælde i dag, 1. december, og en begyndende julehandel skærper myndighederne nu restriktioner for storcentre, varehuse samt butikker med et areal over 2000 kvm.
Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i dag.
Kravene gælder fra 7. december, og indebærer blandt andet, at butikker og storcentre skal sikre en afmærkning, som gør kundestrømmen ensrettet.
Dertil kommer skærpede krav til, hvor mange kunder der må være i butikkerne på en gang.
Mens mange af de nye restriktioner, der kom frem på pressemødet, kun gælder 17 kommuner i hovedstadsområdet, hvor mængden af smittede er størst, gælder restriktioner for detailhandlen for hele landet.
- Julen er ikke kun i hovedstaden, men i hele landet. Der er trængsel og alarm op mod jul, siger Magnus Heunicke på pressemødet.
I en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet står om krav til handlen:
– Færre kunder pr. kvadratmeter i udvalgsvarebutikker, varehuse, storcentre, stormagasiner, og arkader, basarer:
- 2.000 og 4.999 kvm.: maks. 1 person pr. 10 kvm.m2 indendørs gulvareal, hvortil der er offentlig adgang
- 5.000 og 9.999 kvm.: 1 person pr. 12 kvm.
- større end 10.000 kvm.: 1 person pr. 25 kvm.
- Skiltning af antal kunder tilladt i lokalet i detailhandlen
- Ensretning i store butikker, storcentre og stormagasiner
- Opfordring til juleindkøb én person ad gangen.
- Længere åbningstider med mindre trængsel.
- Indkøbsvogne anbefales frem for indkøbskurve for at skabe afstand.
- Indkøbsvogne og -kurve sprittes af efter brug.
- Ensretning i gågader. m.fl.
En del af kravene vil blive uddybet i en bekendtgørelse.
Coop afventer præcise krav
Coop har en del butikker i blandt andet Kvickly-kæden, der er større end 2000 kvm., og nu afventer dagligvarekoncernen de helt præcise retningslinjer.
- Vi har allerede restriktioner for, hvor mange kunder der må være i en butik ad gangen, og når de præcise retningslinjer kommer, vil vi justere tallene for de enkelte butikker, siger kommunikationschef Lars Aarup.
Han tilføjer, at det ikke skaber problemer.
- Vi har endnu ikke nået loftet i nogen butik, siger han.
Coop opfordrer som resten af dagligvarehandlen kunderne til at sprede indkøbene i hele åbningstiden.
- De fleste handler mellem 15 og 18, og vi bruger vores website og sociale medier til at opfordre kunderne til at komme før eller efter, siger han.
Lars Aarup siger, at Coop vil afvente de præcise krav, før man indleder en afmærkning til ensretning af kundestrømmen.
Ærgrelse i organisationer
HK Handel og Dansk Erhverv var allerede inden pressemødet ud med en meddelelse om, at man undrer sig over, at der skal flere restriktioner i detailhandlen.
- Når det gælder detailhandlen, så er der allerede en række restriktioner. Og vi har ikke set evidens for, at der er et problem her, siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
I forbindelse med pressemødet, hvor de nye restriktioner blev fremlagt, udtrykker direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, ærgrelse og påpeger, at detailbranchen har løftet en stor indsats i kampen mod corona.
- Detailhandlen har allerede gjort og gør meget for at sikre en tryg oplevelse for ansatte og kunder. Vi har lige afviklet årets travleste dag, nemlig Black Friday. Det er sket med stor tilfredshed efter de gældende regler, derfor er det en skam, at der nu skal strammes yderligere op. Branchen har ydet en stor indsats for at sikre kunderne en tryg og sikker indkøbsoplevelse. Det vil de selvfølgelig fortsætte med, siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.