Ny svensk Coop-butik bruger kun alternativ energi
Svenske Coop har netop åbnet en energieffektiv butik på 850 kvadratmeter i det nybyggede distrikt Royal Seaport i Stockholm.
Kvarteret er i forvejen præget af mange miljørigtige tiltag.
- Hele atmosfæren i området inspirerer til, at man tænker i energibesparelser og klima-venlige løsninger, siger Louise König, bæredygtighedsdirektør hos Coop Sverige.
Den nye butik er bygget op helt fra bunden og opfylder Green Buildings Guldniveau, der er den højeste svenske milljøcertificering af bygninger. Det betyder, at alle krav til energi-besparende drift og energieffektiv vedligeholdelse er opfyldt.
Ifølge Louise König benytter 90 pct. af Coops 650 butikker i dag alene alternativ energi. Målet er 100 pct.
Sænker omkostningerne
Baggrunden for den nyåbnede butik er at spare energi på forskellige måder. Anlægget til køleskabe og frysere er forbundet til et varmegenvindingsanlæg, hvilket betyder, at lokalerne er delvist opvarmet af den overskydende energi, der opstår under produktionen af kulde. Det påvirker sammen med LED-belysningen energiforbruget drastisk.
- På denne måde reducerer vi vores driftsomkostninger med cirka 50 pct. sammenlignet med en traditionelt drevet butik, der ikke gør nogen særlig indsats for at spare på energien, siger König. Alle køleskabe og frysere har låg for at spare på energien.
- Butikken har – som alle vores nye butikker - energieffektive installationer for at spare så meget energi som muligt. Udgifterne til nedkøling er som bekendt normalt den højeste driftsomkostning i en butik. Butikken tester også en ny metode til behandling af affald – et affaldssug med tilhørende kværn, der komprimerer og maler affaldet, som derefter omdannes til biogas.
- Det gælder det affald, som ikke kan spises, og som vi ikke kan sende videre til de partnere, vi arbejder sammen med om reduktion af madspild. Belysningen i hele bygningen er LED-baseret.
- Der er den udfordring med lyset, at det kan være svært at kombinere energieffektivt lys med godt lys. Men med LED-belysningen reducere vi energiomkostningerne ganske betragteligt.
Skilter med energitiltag
Butikken lever også op til den svenske bæredygtigheds- certificering KRAV, og 10 pct. af butikkens sortiment, der er på 6000 varenumre, er økologiske.
- Vores midtby-butikker har generelt en langt højere andel af økologiske produkter i forhold til vores andre butikker, siger Louise König.
Der er også forskellige ideer til, hvordan butikken kan demonstrere for kunderne, hvor energieffektiv butikken er.
- I dag viser vi helt konkret med pædagogisk skiltning, at kunden faktsik er med til at spare på energien ved at acceptere, at vi har låg på køl og frys. I industrien har man en frygt for, at energitiltag kan føre til færre indkøb. Vi tror tværtimod, at kunderne sætter pris på de energibesparende tiltag, og at tiltagene kan være med til at styrke kundernes tilknytning til kæden, siger Louise König.
Fokus på butikken eller sortiment
Hvor langt kan man gå med energibesparende foranstaltninger uden at ramme kundeservicen i butikken?
- Låg på køl og frys vænner kunderne sig hurtigt til. Belysningen er lidt sværere, fordi kunderne er vante til at se varerne i en speciel belysning. Men jeg synes, det fungerer godt med LED-belysning. Min opfattelse er, at kunderne er tolerante, når det medfører, at driften af butikken er energieffektiv. Vi kunne for eksempel have en energimåler, der viser for-brugeren, hvor meget energi butikken sparer hver dag og dermed demonstrerer, at alle kan give sit bidrag.
I dag modtager kunden en anerkendelse i form af et trekløversymbol på bonen, når han eller hun køber økologiske eller bæredygtige produkter i Coop. Det næste skridt for at reducere energien set i et bredere perspektiv kan være at justere endnu mere i vores varesortiment.
- Det kan betyde store fordele for miljøet. Vi er der ikke endnu, men det er sandsynligvis den vej, vi går. Men hvor langt er forbrugeren parat til at gå for at undgå klimaskadelige stoffer? spørger Louise König.
Hvilke varer drejer det sig om i et supermarked?
- Der er et stort potentiale i at bevæge sig mod en mere plantebaseret kost. At reducere indtaget af kød - mod til gæld at spise bedre kød. Vi kan satse endnu mere på vegetar- og grønsagsbaseret mad og inspirere kunderne til at opleve glæden ved den grønne mad. Vi har oplevet en stor interesse i at spise mere grønt og i finde kilder til alternative proteiner, siger Louise König.
Af Johan Erichs
Foto: Coop Sverige