Ny kampagne: Danske sportsstjerner dyster i "bedst til pant"
Pant på juice- og saftprodukter har nu været en del af pantsystemet i et år, og danskerne har sendt masser af de nye pantflasker og dåser til genanvendelse.
Men selvom vi allerede kan kalde os verdensmestre i at pante, skal vi blive bedre, skriver Dansk Retursystem i en pressemeddelelse, hvor en ny kampagne præsenteres.
Målet er at få 125 mio. flere flasker og dåser ind i pantsystemet - oveni de 1,4 mia. emballager, vi i forvejen sender til genanvendelse.
- Særligt de nyeste i pantfamilien, juice, saft, most og smoothies, skal mange af os vænne os til, at der er pant på, så de ikke ryger i skraldespanden. Det vil vi gerne have danskernes hjælp til at blive bedre til, siger Lars Krejberg Petersen, adm. direktør i Dansk Retursystem.
Otte danske sportsstjerner skal dyste om titlen som vinder af Pant Cup 2020. Hver deltager har 20 pantemballager, som de skal pante så hurtigt som muligt. Den, der først står med flaskebonen i hånden, har vundet. To deltagere dyster mod hinanden, og vinderen går videre til næste runde.
De otte deltagere er: Cathrine Dufour, dressur, Jeanette Ottesen, svømning, Jonas Knudsen, fodbold, Mads Mensah, håndbold, Peter Rosenmeier, bordtennis, Rune Glifberg, skate, Sverri Nielsen, roning, Fredrik Bjerrehus, brydning.
Turneringerne foregår på de sociale medier: De indledende runder spilles den 21., 24. og 28. juni samt den 1. juli. Semifinalerne spilles den 5. og 8. juli. Finalen spilles den 12. juli.
Danskerne er også inviteret med til at dyste mod hinanden via de sociale medier og hashtagget #PantCup2020. Vinderne får deres kamp kommenteret af selveste Flemming Toft, der også kommenterer sportsstjernernes kampe.