Ny aktør vil formidle salg af centre
Dansk Supermarked Group solgte for nylig Næstved Storcenter til den internationalt kapitalforvalter BlackRocks. I den store handel spillede en ny aktør på det danske marked for shoppingcentre en central rolle.
Det nye firma er Scandinavian Shopping Center Partners, der har Norden som sit markedsområde. I første omgang koncentrerer selskabet sig om det danske og svenske centermarked, men senere vil man operere på hele det nordiske område.
Med i det nye selskab er en række kendte personer fra shoppingcenterbranchen i Skandinavien, bl.a. tidligere Country Manager i Steen & Strøm Danmark, Søren Brogaard, tidligere skandinavisk marketingdirektør sammesteds, Claus Tüchsen, og tidligere adm. direktør i Unibail-Rodamco Nordic, Lars Johansson.
Det nye selskabs strategi er at erhverve større, etablerede shoppingcentre i stærke handelsbyer og detailhandelsområder for at videreudvikle centrene kommercielt og øge afkastet.
Hovedinvestorerne i Scandinavian Shopping Center Partners ventes primært at være institutionelle investorer og kapitalforvaltere. Selskabet ventes at foretage betydelige opkøb i både Danmark og Sverige inden for de kommende år.