Netbutikker venter vækst trods Amazons ankomst

27. sep 2018 -
This describes the image
Foto: Amazon
Skrevet af: Søren Tougaard

Alle venter, at Amazons ankomst til Danmark er lige rundt om hjørnet, og at den amerikanske gigant vil øve stor indflydelse på dansk e- og detailhandel fremover.

Alligevel forventer 31 pct. af de danske netbutikker en vækst på mindst 25 pct. indenfor de næste tre år, viser en ny analyse fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH).

Hver fjerde netbutik forventer vækstrater mellem 15 og 24 pct., mens hver femte vurderer, at væksten vil lande på 5-14 pct. indenfor tre år.

- Det er virkelig gode tal og tegn på en dejlig optimisme, som jeg også tydeligt mærker, når jeg er ude at tale med FDIHs medlemmer, siger Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.

Seks ud af 10 hjemlige e-handlere venter også at ansætte flere medarbejdere i perioden.

Frygter Amazon
Igennem flere år har eksperter og aktører i og omkring dansk e-handel forventet Amazons snarlige ankomst til Danmark, og rygterne er gennem den seneste tid blevet forstærket.

Når det sker, venter otte ud af 10, at det vil føre til lukninger af danske e-handelsbutikker, mens mens syv af 10 venter, at det vil betyde lukninger af fysiske butikker.

Og butikkernes frygt er velbegrundet, lyder det fra Tarek Müller, medstifter af tyske About You, der er en af Europas hurtigstvoksende netbutikker med en omsætning på mere end 1 mia. euro.

- I skal være så glade for, at Amazon endnu ikke har indtaget Danmark. Alle, der tjener penge i Tyskland, frygter dem. De er så voldsomme. De er faktisk ikke særligt gode på mode-området, hvor vi opererer, men selv når Amazon er dårlige til noget, er de en kæmpe konkurrent, fortæller Tarek Müller.

FDIHs analyse viser, at 44 pct. af de danske e-handlere anser Amazon som en trussel, mens 39 pct. ser den amerikanske gigant som en mulighed for at få adgang til flere kunder.

En af de danske virksomheder, der ser Amazon som en mulighed, er Eshoes. Virksomheden har har solgt på Amazon igennem syv år og henter i dag ca. 50 pct. af omsætningen via markedspladsen.

- Amazon giver os mulighed for at nå forbrugere, som vi ikke selv har været i stand til at få fat i. Og jeg anser det for en stor fordel for min virksomhed, at jeg via én platform rammer 340 millioner potentielle kunder. For os er det helt indlysende, at når Amazon en dag kommer til Norden, vil vi være langt foran vores konkurrenter, fordi vi allerede ved, hvordan det fungerer, forklarer Søren Kipling, adm. direktør i Eshoes.

 

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020