Netbutikker må selv sluge gebyr på MobilePay
Der er forskel på fysiske butikker og netbutikker, når det gælder muligheden for at lægge gebyrer for brug af MobilePay over på kunden.
Fysiske butikker kan vælge at lade kunden betale MobilePay-gebyret, hvis kunden har et kreditkort tilknyttet tjenesten, mens indehavere af netbutikker altid selv hænger på udgiften til MobilePay-gebyret, hvis en kunde vælger at betale med MobilePay.
Forskellen vækker undren hos FDIH (Foreningen for Dansk Internet Handel), som netop har haft kontaktet Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for at få belyst mulighederne for at vælte gebyret over på kunden. Kommunikationschef Henrik Theil finder det forkert, at netbutikken ikke har muligheden for at vælge at holde sine omkostninger nede ved at lægge MobilePay gebyret over på kunden.
- Vi er forundrede over, at myndighederne vurderer MobilePay forskelligt alt efter, om det er en betaling, der sker fysisk eller online. Vi synes, det er en uhensigtsmæssig tolkning af et regelsæt, og derfor vil vi tage sagen op politisk, siger Henrik Theil.
En teknisk løsning
Netbutikkerne har i dag bedre mulighed for at lægge betalingskortgebyrer over på kunderne end den fysiske handel, men når det gælder gebyret på MobilePay, så er situationen omvendt.
- Konkurrencestyrelsen siger, at i nethandelen er Mobilepay en teknisk løsning og ikke et indløsningsgebyr, og så det er kun det underliggende gebyr på betalingskortet, som må overvæltes, siger jurist og chefkonsulent Tina Morell Nielsen, FDIH.
- Derimod i den fysiske handel er MobilePay gebyret et indløsningsgebyr, som må overvæltes, hvis det altså er et kreditkort, der ligger under, siger hun.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tvang tidligere i år Danske Bank og Nets datterselskabet Teller til at ændre kontrakter, som i strid med betalingstjeneste loven forhindrede de fysiske butikker i at opkræve gebyrer for brug af MobilePay. De største kæder i dagligvarehandelen har dog i dagspressen afvist, at de vil gøre brug af muligheden for at lægge gebyrer over på kunden.
Nethandel:
Gebyret for MobilePay må ikke lægges over på kunden. Derimod må webshoppen overvælte gebyret for indløsning af betalingen trukket på det underliggende kort på kunden.
Fysisk handel:
Gebyret for MobilePay må ikke lægges over på kunden, hvis det kort, der er knyttet til MobilePay, er et debetkort. Er der knyttet et kreditkort til MobilePay, må gebyret for brug af MobilePay derimod lægges over på kunden.
Kilde: FDIH