Nemlig.com sælger nu også legetøj
Netsupermarkedet Nemlig.com går for alvor ind på markedet for legetøj. Det sker med en udvidelse af sortimentet inden for legetøj med 300 varenumre, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Nemlig.com har hidtil koncentreret sig om at sælge dagligvarer, som leveres til kundernes privatadresser. Nu vil onlinesupermarkedet også sælge legetøj.
- Vi kan se, at der er en kraftig bevægelse mod convenience, og især børnefamilierne går op i at spare tid i hverdagen. Derfor synes vi, at det er oplagt at have legetøj i sortimentet, så familierne nu sammen med deres dagligvarer kan købe gaverne til børnefødselsdagene på én og samme gang og dermed spare de ofte tidskrævende og frekvente ture til legetøjsbutikkerne, siger Stefan Plenge, adm. direktør for Nemlig.com.
Sortimentet vil omfatte legetøj til både store go små børn, bl.a. kendte mærker som Brio, Disney, DanToy, Paw Patrol og DR-Legetøj samt et miks af no-name legetøj og kendte figurer, der er oppe i tiden, og som er populære blandt børnene.
- Vores sortiment rummer alt fra babylegetøj og byggeklodser til de mindre børn til krea- og puslespil til de lidt større, siger Stefan Plenge.