Nærkøb vokser i et presset marked

26. okt 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Flere og flere nærbutikker og kiosker vælger at blive en del af Nærkøb-kæden.

I et marked med tilbagegang har kæden formået at vokse til 275 butikker, hvilket er en vækst på 30 pct. på et år, oplyser Butikskæden Nærkøb i en pressemeddelelse.

Alene de sidste fire måneder er conveniencekæden vokset med 27 nye butikker.

Nærkøb vokser med 40 butikker

- Det er populært blandt lokale nærbutikker og kiosker at indgå i kædesamarbejde, og flere og flere butiksejere vælger at blive en del af Nærkøb-kæden. Medlemsskabet styrker butikkernes markedsposition med fælles markedsføring og er en løftestang for butikkens drift. Når flere butikker går sammen, bliver det enkelte medlem styrket, og den enkelte butiksejer oplever, at kædesamarbejdet giver markante synlige fordele, fortæller adm. direktør Jens Bylling Jensen.

Kæden er samlingspunkt for selvstændige nærbutikker, kiosker, mindre købmænd, tankstationer samt sæsonbutikker, der har sammensluttet sig i Nærkøb, som er en frivillig kæde, hvor butiksejerne har reel indflydelse på kædens udvikling.

Samarbejdspartner for industrien

Kæden er ejet 50 pct. af grossisterne Dagrofa Logistik og Sügro Danmark og 50 pct. af kædens butiksejere.

Butikkerne er karakteriseret ved at have fokus på lokal tilpasning, et bredt sortiment og en god kundeservice.

Alle butikker har et bredt udvalg af slik, chips, drikkevarer og tobaksprodukter. Derudover kan en del af butikkerne byde på stort udvalg af spil, spilleautomater, ugeblade og magasiner, foruden dagligvarer og vin.

Ofte er der også pakkeshop i Nærkøb-butikkerne.

- Butiksekspansionen og populariteten for Nærkøb medvirker også til, at kæden er blevet en endnu mere interessant samarbejdspartner for industrien, da styrkelse af kæden giver samarbejdspartnere større mulighed for samlet at nå ud til flere forbrugere gennem kædens 275 butikker, understreger Jens Bylling Jensen.

Opdateret 10. nov 2020