Nærbutikskæde er nu lige så stor som før krisen
Butikskæden Nærkøb A/S har fordoblet antallet af medlemmer i løbet af tre år. Kæden nåede i sommer op på foreløbig 331 butikker, og den har nu lige så mange medlemmer som før finanskrisen og før liberaliseringen af lukkeloven.
Butikskæden er gået frem hvert år siden 2016, hvor den var nede på 169 butikker.
Der er i dag lige så mange Nærkøb-butikker som i 2002, hvor kæden toppede medlemsantallet i en verden med en noget mildere konkurrence i nærbutikssektoren.
- Vi er vokset med 50 butikker i år, og de kommer til os fra alle mulige steder. Vi har kun én konsulent i marken, så vi kører ikke rundt og laver en masse kanvasarbejde. Det går fra mund til mund, fortæller adm. direktør Jens O. Bylling Jensen fra Butikskæden Nærkøb.
Han oplever, at butikkerne kommer til kæden med meget forskellig baggrund.
Kæden har f.eks. i år fået fem-seks butikker i lokaler på banegårde overtaget af selvstændige butiksejere, efter at 7-Eleven er trådt ud.
Der er endvidere kommet butikker fra Elite-kæden og OK Plus.
- Der er også etableret helt nye kiosker. Alene i år har vi etableret seks nye kiosker i lokaler, hvor der tidligere har været andre typer butikker som for eksempel en radio- forretning eller en brugs, der har været lukket i flere år og er genåbnet. Vi har også bu- tikker, som tidligere har været bagere eller andet og pludselig tager kioskvarer ind, fortæller Jens O. Bylling Jensen.
- Vi er heldige, at vi har flere fødder at stå på med så mange forskellige typer butikker. Der er kiosker, nærbutikker, tankstationer, sæsonbutikker, havnekiosker, centerbutikker og butikker ude på landet. Hvis det halter et sted, vækster noget andet for os, siger kædens direktør.
Industrien støtter op
Et medlemskab af den frivillige butikskæde er uden forpligtelser for butikken til at føre et bestemt sortiment.
Kæden kører blot 12 kampagner om året på instore-tv og med skilte, plakater og hyldeetiketter, og i de øvrige uger kører aktiviteter instore.
- Det er jo en frivillig kæde, hvor vi kigger på, hvad butikkerne synes er en god idé, siger kædens direktør.
- Jeg tror, butikkerne får mest ud af, at vi bakker op om, at de er forskellige og omstillingsparate, og det er meget vigtigt, at vi lytter til, hvad de siger. Vi er med, hvis de har nogle nye ideer - selv om en idé kun er god for fem butikker, arbejder vi stadig for, at den bliver ført godt ud i livet.
- Vi stiller ikke de store krav, for der er stor forskel på vores butikker, og de tilpasser deres sortiment ud fra kundernes behov i lokalområderne. Vi har ikke et ens, strømlinet koncept, for vi tror ikke på, at det holder i disse her butikker, siger Jens O. Bylling Jensen.
Han oplever, at leverandørerne i forhandlingerne med kæden forstår, at kædens butikker er forskellige og ikke har et fast kædesortiment, så alle butikker ikke nødvendigvis har leverandørens varer på hylderne uden for kampagneperioder.
- Vi har vækst i kæden, og industrien kan se den volumen, vi trækker gennem 331 butikker på landsplan, så vi snakker ikke så meget om, hvad butikkerne skal tvinges til at have på hylderne.
- Industrien er jo fornuftigvis heller ikke interesseret i, at vi bruger hyldeplads på en vare, der ikke bliver solgt. Så er det bedre at give pladsen til et andet produkt, som de lokale forbrugere gerne vil købe, siger kædedirektøren.
Nærkøb er ejet i fælleskab af kæden, butiksejere og de to tilknyttede grossister Dagrofa Logistik a/s og Sügro A/S.
Der er fire ansatte på kædekontoret, og medlemskabet af Butikskæden Nærkøb er forholdsvis billigt for butikkerne.