Når den trykte tilbudsavis bliver digital
De trykte tilbudsaviser er spået døde adskillige gange, efterhånden som forbrugerne har klistret nej tak til reklamer skilte på postkasserne.
De trykte medier er i dag stadig vigtigste levebrød hos Danmarks største private distributionsvirksomhed FK Distribution, som har 10.000 omdelere til at levere husstandsomdelte reklamer og ugeaviser over hele landet en eller to gange om ugen.
Adm. direktør Mads Dahl Andersen er imidlertid forberedt på, at FK Distribution om nogle år kan blive en del af en verden, hvor der er betydelig færre tilbudsaviser at omdele.
- De trykte tilbudsaviser gør i dag et kæmpearbejde og trækker mange kunder til butikkerne hver eneste uge. Men der vil komme en dramatisk stigning i digital markedsføring fra kæderne, så der vil formentlig ikke gå så mange år, før digital læsning overhaler papiret. Hvis papiret forsvinder, så må vi have nogle andre stærke løsninger, som vi kan leve af. Vores force er, at vi har et dybt kendskab til mediemarkedet, og som ”old school” virksomhed skal vi også bevæge os over i den digitale verden, siger han.
Han tror på, at den samlede mængde af trykte tilbudsaviser vil falde i de kommende år, men at der vil gå lang tid, før de digitale medier vil kunne overtage den samme rolle, som de trykte tilbudsaviser udfylder i dag.
Kunder i butikken
- Papiret er stærkt. Der vil gå i hvert fald fem til ti år, før eller hvis papiret forsvinder, så de næste år bliver ikke enten papir eller digitalt. Det bliver en kombination af papir og digital markedsføring, siger han.
FK Distribution arbejder med at udvikle løsninger til digital reklamelæsning og søgning efter tilbud via forbrugernes smartphones, pc-ere og tablets, efterhånden som de trykte tilbudsaviser bliver færre.
- Vi skal kunne skaffe butikkerne nogle flere kunder, og det skal vi gøre bedre end andre medier. Og hvis vi kan det, så overlever vi, og hvis vi ikke kan, så dør vi, siger Mads Dahl Andersen.
- Derfor skal vi udvikle nogle digitale løsninger, som forbrugerne gerne vil bruge, så løsningerne også er relevante for vores egne kunder – altså butikkerne.
- I dag modtager forbrugerne hver uge 6.000 tilbud og må så selv finde ud af, hvad de interesserer sig for, men i fremtiden bliver det os, der skal kunne give forbrugeren lige præcis de tilbud, der er relevante for personen på det rigtige tidspunkt, så hvis forbrugeren er interesseret i at købe vin otte gange om året, så skal vi kunne ramme de tidspunkter, og vi skal respektere forbrugerens ønsker om ikke blive forstyrret i utide, siger Mads Dahl Andersen.
Af Claus Jensen
cj@dhblad.dk
Foto: John Ehbrecht
Adm. direktør Mads Dahl Andersen hos FK Distribution tror på en lang periode, hvor detailhandelens markedsføring vil være en kombination af papir og digital markedsføring.