Mobilbetaling vil få en hurtig start

2. maj 2016 -
|| |Foto: John Ebrecht|Foto: Dansk Supermarked
Skrevet af: Henrik Denman

 

Forbrugerne ventes meget hurtigt at gå over til kontaktløse betalinger, når det digitale Dankort lanceres til efteråret.

Hos Dansk Erhverv har markedsdirektør Henrik Hyltoft en klar forventning til, at danskerne i højere grad vil bruge mobilen som betalingsmiddel.

– Den store del af befolkningen kommer til at tage mobile betalinger til sig rimeligt hurtigt. Vi forventer, at det for alvor tager fart, når Dankortet kommer på mobilen til efteråret. Så vil det blive den foretrukne betalingsform for langt de fleste danskere, siger han og fortsætter:

– Vi har ikke set den endelige løsning endnu, men den funktionalitet, der er lagt ind i det nye Dankort, og som vi er blevet lovet, er så simpel, at man bare skal køre telefonen hen over terminalen. Så er transaktionen afviklet. Det kan stort set bruges i de eksisterende installationer i butikkerne. Hvis butikken tager imod kontaktløse Dankort, og det gør langt størstedelen af dagligvarehandlen, kan butikkerne bruge den infrastruktur, der allerede er i terminalerne. Da størstedelen af befolkningen allerede har en smartphone, gælder det nærmest fra dag et, at man blot skal downloade en app og gå over til mobilbetaling.

Flere muligheder

Henrik Hyltoft fremhæver også, at kontaktløs mobilbetaling giver flere digitale muligheder:

– Det synes vi er super interessant, for det giver for alvor mulighed for f.eks. at gemme kvitteringer og få tilbud på mobilen. Når det bliver digitalt, får butikkerne helt nye muligheder for at kommunikere med kunden.

Han ser frem til, at der kan kobles specielle egenskaber og ydelser til mobilbetaling. Butikkerne ved, at fremtiden ligger i den personlige og målrettede elektroniske kommunikation til den enkelte forbruger, og det gælder både fysiske butikker og netbutikker.

Mobilbetaling i dag foregår i hovedsagen ved kort til kort overførelser eller konto til konto overførelser. Kort til kort overførelserne er lige nu den mest udbredte form.

Henrik Hyltoft forudser, at det bliver billigere, når man laver overførelser fra konto til konto direkte.

Opdateret 10. nov 2020