Midtjysk kæde indtager Østjylland

16. dec 2016 -
This describes the image
Ejvind Okholm ABC Lavpris Foto: Helle-Karin Helstrand

Den midtjyske, familieejede dagligvarekæde ABC Lavpris rykker i det nye år til Østjylland, hvor kæden har købt Tranekærcentret på Hobrovej i Randers.

Centret har de sidste to og et halvt år stået næsten tom for butikker, kun med en frisør, billardklub og en sportsbar, efter at Eurospar og Aldi opsagde deres lejemål, skriver kæden i en pressemeddelelse.

ABC Lavpris har erhvervet centret på tvangsauktion og ønsker nu at indrette lokalerne til et moderne lavprissupermarked med tilhørende lager og personalefaciliteter i næsten hele stueetagen.

Førstesalen vil fortsætte med at blive lejet ud til nuværende lejere.

Der er endnu ingen konkrete planer for, hvornår den nye butik skal åbne, da der først skal foretages en større ombygning af centret.

- Da det hele er nyt for os endnu, har vi ikke fået lavet en endelig plan, men i starten af det nye år tager vi i samarbejde med kommunen, arkitekten og håndværkerne fat på planlægningen af det kommende projekt, lyder det fra kæden, der gennem mange år har haft Ejvind Okholm som administrerende direktør.

ABC Lavpris har i dag 13 butikker og har rundet milliarden i omsætning. De fleste butikker ligger i det midtjyske, mens en enkelt ligger i Glamsbjerg på Fyn.

Kæden åbnede i 1981, da fætrene Esper og Henning Tobiasen gik i kompagniskab og købte et minimarked i Videbæk, som bar navnet ABC-Super. Henning Tobiasen ejer stadig 50 procent, mens Esper Tobiasen har generationsskiftet med sine børn, Lea Nielsen, Torben Tobiasen og Pia Byskov, der alle arbejder i virksomheden.

 

Opdateret 10. nov 2020