Metro endte med overskud

8. mar 2016 -
This describes the image
Metro Cash & Carry havde fem varehuse i Danmark. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Henrik Denman

Fem år i træk med et samlet tab på omkring 245 mio. kr. fik den tyske detailgigant Metro til at trække stikket i Danmark, men koncernen kan nu glæde sig over, at den kunne takke af med et positivt regnskab.

Metro Cash & Carry, der drev fem varehuse spredt over hele landet, besluttede i efteråret 2014 at lukke for de danske aktiviteter med udgangen af 2014. Det årsregnskab, der afsluttede i september 2014, viste således et driftsresultat på minus 345,5 mio. kr.

Nu er regnskabet for de resterende tre måneder i Danmark offentliggjort, og det viser et positivt driftsresultat på 77,1 mio. kr. I de sidste måneder, Metro havde åbent i de danske varehuse, gennemførte virksomheden et storstilet udsalg, der således fik et positivt udfald.

Omsætningen i årets tre sidste måneder i 2014 blev på 322,5 mio. kr. mod en omsætning på ca. 1,6 mia. kr. for det sidste helårsregnskab for 2013/14.

En ejendom solgt

Ved lukningen i Danmark satte virksomheden fem varehuse til salg plus en byggegrund i Odense.

Ifølge beretningen har Metro kun fået solgt et enkelt varehus, nemlig ejendommen på Sluseholmen i København. Salgsprisen var 122 mio. kr.

Metro-koncernen vil koncentrere sig om at få solgt de resterende fire ejendomme, der bl.a. omfatter det tidligere hovedsæde i Glostrup, samt byggegrunden i Odense.

Årsberetningen nævner dog intet om den verserende sag, hvor Konkurrencestyrelsen har anmeldt Metro til bagmandspolitiet. Den sag er endnu ikke afgjort.

Opdateret 10. nov 2020