McDonald's Danmark får ny topchef
Efter fem år som adm. direktør for McDonald's i Danmark rykker Joachim Knudsen nu til Sverige og overlader fra 1. oktober chefstolen til Mads Friis, der kommer fra en stilling som kommerciel direktør i virksomheden. Det oplyser McDonald's i en pressemeddelelse.
- Mads Friis har en stor del af æren for, at McDonald’s i Danmark i disse år slår rekorder på stribe. Det er lykkedes ham at sikre McDonald’s relevant for de nye generationer gennem intelligent og vedkommende, digital marketing. Samtidig har han løftet kvalitetsopfattelsen af McDonald’s - og faktisk udbygget positionen - på trods af, at der er åbnet mange små kvalitetsburgerbarer i København, siger Andrew Miller, adm. direktør i den engelske ejervirksomhed med rettighederne til McDonald’s i Norden, i pressemeddelelsen.
Selv siger Mads Friis om sit nye job:
- Vi er begunstigede med en dynamisk franchisetagergruppe i Danmark, og sammen med dem er jeg sikker på, at vi vil fortsætte rejsen. Som kommerciel direktør har jeg været meget optaget af at skabe tillid mellem danskerne og McDonald’s blandt andet ved at indføre sundere alternativer, og det vil også være min overordnede målsætning som adm. direktør.
McDonald's har planer om at åbne 20 nye butikker de kommende fire år, og det bliver en af Mads Friis' vigtigste opgaver at fastholde væksten i kæden i Danmark. Sidste år steg McDonald's' omsætning herhjemme med 8,6 pct. til 414 mio. kr.