Matas skal spare
Salget af parfume, cremer og andre skønhedsprodukter i Matas-butikkerne er faldet de seneste måneder, viser kædens regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2016/17 ifølge Ritzau.
Kæden omsatte for 771,6 mio. kr. i kvartalet, hvilket er 1,5 pct. lavere end i samme periode sidste år.
- Vi har i andet kvartal set en utilfredsstillende omsætnings- og resultatudvikling. Tiltagende konkurrence inden for dagligdagsprodukter til personlig pleje og øgede omkostninger ifm. strategiimplementeringen udgør hovedårsagerne, siger adm. direktør Terje List i en kommentar til regnskabet.
Nu nedjusterer Matas forventningerne og går i gang med en reduktion af omkostninger, der skal indbringe 25 og 30 mio. kr. årligt.
Matas lider blandt andet under konkurrencen fra den hurtigt ekspanderende kæde Normal.