Løvbjerg går ind i 2019 med fremgang
Direktør for den familieejede Løvbjerg-kæde gennem fem år Jesper Due varsler ikke de store ændringer i kæden det kommende år.
Joe, hvis der dukker en god placering op, så vil han gerne styrke den 15 varehuse store kæde med endnu ét. Men ikke for hver en pris.
Og det går da også godt i Løvbjerg, lyder det fra Jesper Due.
Trods lukning af varehuset i Skanderborg er 2019 indledt med vækst.
- Vores omsætning vokser i 2019, og det er ikke bare en like-for-like-vækst, men den samlede omsætning i vores nu 15 butikker, siger han.
Jesper Due har inviteret Dansk Handelsblad på besøg i varehuset i Fredericia, hvor han har samlet ledelsen for alle varehusene til købmandsmøde.
Han vil blandt andet fortælle om regnskabet for 2018, hvis resultater i ledelsesberetningen beskrives som ”tilfredsstillende”. Men også om, hvordan Løvbjerg opnår fremgang.
- Vi har fået flere kunder, og vores omsætning er samlet set vokset med 1 pct. i 2018. De fleste butikker er inde i en god udvikling. Der vil altid være nogle, der klarer sig lidt dårligere end de bedste. Men der er ingen problembutikker, og vi har ikke planer om at lukke flere, siger Jesper Due.
Allermest glæder han sig over, at at likviditeten er markant forbedret de seneste år. Ifølge regnskabet ligger likviditetsgraden i seneste regnskabsår på 111 pct. mod 77 pct. i 2015. Selskabets egenkapital er med udgangen af 2018 128 mio. kr.
Største investering nogensinde
Der er da også nok at bruge penge til det kommende år. Blandt andet skal kæden på grund af nye lovkrav til køle- og frostanlæg gennemføre en stor udskiftning i mange af butikkerne.
- Vi står over for den største investering nogensinde i Løvbjerg, hvilket betyder et stort tocifret millionbeløb. En stor del skyldes lovkrav. Nye køle- og frostanlæg vil selvfølgelig give besparelser i nogle varehuse, men det vil ikke betyde noget der, hvor anlæggene er relativt nye. Samtidig går vi videre med at modernisere vores varehuse, siger Jesper Due.
I 2017 gennemførte kæden en total modernisering af varehusene på Mors og i Aarhus- bydelen Trøjborg, hvilket har smittet af på resultaterne i de to butikker.
- De kommende moderniseringer kommer ikke på samme niveau. I de to butikker var der basis for en udvidelse af salgsarealet; det skal vi ikke i de resterende, siger han.
I løbet af det netop overståede regnskabsår har kæden blandt andet investereret i en ny slagterafdeling i Fredericia-varehuset.
- Vores kunder vil gerne have, at der er en slagter i butikken, og nu har vi kun tre varehuse, der får leveret slagtervarer fra et af de andre varehuse. Det er en investering, når man som her i Fredericia har ansat fem slagtere. Vores stigende overskud har vi ikke sparet os til. Tværtimod har vi øget vores lønprocent det seneste år, siger Jesper Due.
Ifølge regnskabet var der i 2018 i gennemsnit 390 fuldtidsbeskæftigede medarbejdere mod 381 året før.
Mere fokus på HR
Blandt de nyansatte i Løvbjerg er kædens første HR-chef, Nikolai Schmidt, der kommer fra en tilsvarende stilling i Tøjeksperten.
- Medarbejderne er en vigtig ressource i vores strategi, og vi oplevede, at vi ikke var dygtige nok til at løfte den HR-opgave, der ligger i en kæde af vores størrelse, siger Jesper Due og uddyber:
- Vi har ikke været gode nok til at ansætte de helt rigtige, og det er helt afgørende for vores succes. Jeg er overbevist om, at vi kan tilbyde noget, som mange af de dygtigste købmænd i branchen drømmer om. Er man dygtig nok, vil man gerne have noget selvbestemmelse, og det har man hos os, siger Jesper Due.
Han har i sin tid som direktør givet købmændene betydelig større mulighed for at lede deres varehuse selv.
- Vi har i dag et supergodt hold i butikkerne og supergodt ledelseshold. For en del år siden havde Løvbjerg en periode med standardisering og mere central styring. Sådan driver vi ikke virksomheden i dag. Det er ikke, fordi jeg har opfundet den dybe tallerken. Jeg kiggede bare på, hvad der virkede i gamle dage. Det er hjerteblod for mig, at købmanden selv bestemmer, siger Jesper Due.
Løvbjerg har stort set ingen manualer eller håndbøger, hverken på kædekontoret eller i varehusene.
- Beslutninger skal tages ud fra vores værdier og kultur – og den enkeltes sunde fornuft. Men det kræver, at man som nyansat introduceres til vores værdier. Det er en af de opgaver, Nikolai skal tage sig af, siger Jesper Due.
De unge kan også tænke selv
Blandt de beslutninger, som købmændene selv tager, er indretning af varehuset, og hvilke varer der skal på hylderne.
- Og det er blevet lettere for dem, efter vi har skiftet grossist fra Reitan til Dagrofa, der har et betydeligt større udvalg. Vi var glade for Reitan, men vi er rigtigt glade for Dagrofa, og specielt muligheden for at føre deres private label-varer. Ikke, at jeg tror, at én serie er mere vigtig for kunderne end en anden. Men de kender jo serier som Gestus og First Price, siger Jesper Due.
Løvbjerg har et sortiment på 9-10.000 varenumre.
- Butikkerne skal have et grundsortiment, men ellers arbejder de hver især med de ting, de er gode til. Købmændene udveksler erfaringer, men det, der virker ét sted, virker måske ikke i en anden butik, og så skal det ikke introduceres der, siger Jesper Due.
Den sunde fornuft gælder såmænd helt ned til yngste mand, der også kun præsenteres for få manualer.
- Vi har måske lidt flere manualer på det lavpraktiske område, men begynder man først med manualer, skal man passe på, for pludselig har man en håndbog for alt. Selv om man er 16 år og kun ansat otte timer om ugen, kan man godt bruge sin sunde fornuft. Jeg tror på, at kunden får en bedre service, når den unge selv skal vurdere, hvordan han eller hun gør kunden glad, end hvis ungarbejderen skal læse på side 4, hvordan man udøver kundeservice, siger Jesper Due.
- Men det er nok også lettere i en kæde med 15 butikker end i én med 500, siger direktøren, der har 20 år i Føtex med i rygsækken.
Stigende overskud
Han kom til Løvbjerg i oktober 2013 og blev adm. direktør i foråret 2014.
Men mens Jesper Dues første regnskabsår sluttede med et underskud på 8 mio. kr., er det siden kun gået fremad på bundlinjen.
2018 er ingen undtagelse.
Før skat lyder overskuddet på 8,4 mio. kr. mod 6,8 mio. kr. året før. Efter skat står der 6,7 mio. kr. mod 5,3 mio. kr. i 2017.
- Vi har øget vores overskud, selv om det har kostet penge at lukke varehuset i Skanderborg. I forbindelse med lukningen har vi måttet afskrive en hel del sidste år, og derudover falder omsætningen naturligvis i en butik, der er under afvikling – ligesom lønudgifterne fortsætter i en periode, efter butikken er lukket, siger Jesper Due.
Omsætningen har de seneste fem år ligget nogenlunde stabilt lige over 1 mia. kr. I 2018 landede den på 1,042 mia. kr. mod 1,031 mia. kr. i 2017.
Direktøren vil ikke sætte tal på kundekurven, men antyder, at den er nogenlunde status quo.