Lille underskud i kæmpe brugsforening

23. mar 2018 -
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Om få uger præsenterer Coop-koncernen årsregnskabet for 2017.

Flere selvstændige brugsforeninger har dog allerede fremlagt regnskaber.

For landets største brugsforening, Brugsforeningen for Als og Sundeved i Sønderjylland, blev 2017 et af de bedre år, trods et umiddelbart minus på 2,1 mio. kr.

Foreningen blev i starten af 2017 fusioneret med Nord Als Brugsforening, hvilket er en væsentlig del af forklaringen på omsætningsfremgangen på 113 mio. kr., så brugsforeningen i alt omsatte for 536 mio. kr. i 2017.

Fremgang for butikker

Men brugsforeningens butikker præsterede også bedre.

- Vi gik 32 mio. kr. frem på omsætningen målt på sammenlignlige butikker i et marked, der går tilbage og 4 mio. kr. frem på resultatet, så vi er bestemt tilfredse med regnskabet, siger direktør Lars Gulddahl Andersen.

Underskuddet kommer blandt andet efter, at brugsforeningen har investeret ca. 25 mio. kr. i moderniseringer i flere butikker, ligesom direktøren forklarer underskuddet med, at brugsforeningen har taget nogle afskrivninger i forbindelse med fusionen.

Brugsforeningen forventer et positivt resultat for 2018.

Rettelse
Dansk Handelsblad skrev i første udgave, at brugsforeningens underskud var mere end 20 mio. kr. Det er en fejl. Det korrekte underskud er minus 2,1 mio. kr. Dansk Handelsblad beklager fejlen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?