Lille kapitalkæde har pæn vækst

25. feb 2016 -
This describes the image
| Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand Ni ud af kædens 13 butikker har øget sit resultat. Alle butikker har øget omsætningen.|SONY DSC

Mens flere discountkæder lukker butikker, der ikke er rentable, øger den lille, familie-ejede lavpriskæde i det midtjyske, ABC Lavpris, resultatet på bundlinjen er øget i ni ud af 13 butikker.

Det viser de netop offentliggjorte regnskaber, der ikke fortæller noget om kædens omsætning.

Den ligger ifølge kædens direktør, Ejvind Okholm, meget tæt på 1,1 mia. kroner inklusive moms i omsætning.

- Alle butikker har haft en vækst, der i gennemsnit ligger på cirka 3 pct. Vi nåede ikke 1,1 mia. kroner i sidste regnskabsår, men det gør vi i år, siger Ejvind Okholm.

De 13 butikker sluttede samlet regnskabsåret 2014/2015 med et resultat efter skat på 28,6 mio. kroner mod 27,4 mio. kroner året før – i regnskabet er også kædens hovedkontor, der er slået sammen med butikken i Videbæk. Samlet kom butikken i Videbæk og hovedkontoret ud med et resultat efter skat på 3,97 mio. kroner.

Årets samlede resultat efter skat er øget med 4,4 pct., mens driftsresultatet er øget med 3,4 pct.

Underskud i én butik

Det bedste resultat har kædens butik i Tørring, der i år kunne skrive 4,75 mio. kroner efter skat på bundlinjen. Det er dog et lille fald fra sidste års 4,77 mio. kroner.

Et fald er der også sket i Billund, hvor kædens butik fik en Rema 1000 som konkurrent i maj 2014. Rema 1000 ligger 300 meter fra ABC Lavpris i Billund, og sidstnævnte kom ud med et resultat efter skat på 2,6 mio. kroner mod 3,21 mio. kroner året før. Yderligere to butikker er kommet ud af året med et mindre overskud end sidste år, Herning og Holsted.

- Det vil gå op og ned fra år til år, hvilket blandt andet kan skyldes flere omkostninger - eksempelvis til ændringer i butikken. Holsted lå meget højt året før, så kan det være svært at ligge lige så højt året efter, siger Ejvind Okholm, der forklarer kædens succes med personalepleje.

- Vi har meget fokus på, at alle vores medarbejdere har det godt, siger han.

Kædens butik i Brædstrup, der var en del af SuperBest-kæden ind til 2011, har som den eneste butik i kæden fortsat underskud. Årets underskud efter skat er dog faldet fra minus 1,7 mio. kroner sidste år til 0,7 mio. kroner i år, og ledelsen skriver i ledelsesberetningen, at ”driftsresultatet har været tilfredsstillende”. Det hænger da også fint sammen med, at kæden som hovedregel forventer overskud i butikkerne fem år efter åbning.

Fakta om ABC Lavpris:

- er etableret af fætrene Esper og Henning Tobiasen, der åbnede deres første butik, ABC Super, i 1981 i Videbæk.

- Esper Tobiasen har generationsskiftet med sine børn, Lea Nielsen, Torben Tobiasen og Pia Byskov

- består i dag af 12 butikker i det midtjyske og én på Fyn

Opdateret 10. nov 2020