Levering udfordrer fortsat Osuma

8. maj 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

For første gang, siden onlinesupermarkedet Osuma blev etableret i 2007, er der sorte tal på bundlinjen. I hvert fald i det ene af de to selskaber, som Osuma i 2016 blev delt op i. Det andet giver til gengæld et minus på bundlinjen, der ophæver de positive tal, så det samlede selskab kommer ud af regnskabsåret 2017 med et minus på 0,9 mio. kr.

- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, siger adm. dir. siden december 2015, Carsten Palhke.

Osuma er delt op i to selskaber: Osuma.dk Aps, der står for distributionen, og Osuma Aps, der tager sig af e-commerce-delen. Varerne kommer fra 16 brugser og Kvickly-varehuse og er ikke med i regnskabet. Det er distributionsselskabet, der giver underskud.

- Den sidste mile er den sværeste. Som i resten af branchen er det også hos os distributionen, der er akillessenen. Det er med opdelingen af selskabet i to blevet endnu mere tydeligt.

Da Osuma blev etableret, foregik distributionen med egne biler, men efter nogle år overlod selskabet leveringen til PostNord, de steder hvor kunderne bor mere spredt.

- Vi var godt på vej med at løse distributionsudfordringen og havde i halvandet år arbejdet sammen med PostNord om at skabe en god model, da PostNord stoppede med at distribuere fødevarer. Det har banket os godt tilbage mod begyndelsen, siger Carsten Palhke.

Gode erhvervskunder

Siden har Osuma oparbejdet et samarbejde med bl.a. distributørerne FIT og BFT.

- Nogle steder benytter vi os af eksterne distributører, andre steder lejer vi biler. Vi har også fortsat egne biler, og metoden afhænger helt af området og hvilken kundetype, der skal have varerne. Men det tager tid at få et nyt system til at fungere, og det er dyrt at omstrukturere, siger Carsten Pahlke.

Osuma har både erhvervskunder, ældre visiterede borgere i kommunerne og private kunder. 2017 har ifølge direktøren været brugt til at styrke markedsføring og kommunikation og at tilpasse Osuma til den nye virkelighed, der - udover udfordringen med distributionen - også indebærer nye konkurrenter som Nemlig.com og Coop.dk i Osumas højborg, Østjylland.

- Vi har også brugt året på at oprette et site for erhvervskunder, som vi har en god fastholdelse på. Vi får hele tiden nye kunder – også privatkunder, men privatkunder er sværere at fastholde, da de i højere grad end erhvervskunderne kan lokkes til af en voucher med gratis fragt, siger Carsten Pahlke.

Fortsat støtte fra ejere

Osuma har ikke som konkurrenterne et lager, men plukker varerne i 16 selvstændige brugser og Kvickly i Ry. Sidstnævnte er i form af Brugsforeningen Tryg eneejer af selskabet.

- Vi vækster, og vores ejer tror på os og vil også støtter os fremover, siger Carsten Pahlke. Støtten bekræftede brugsforeningens direktør Torben Andreassen over for Dansk Handelsblad i januar med ordene:

- Jeg ved godt, at jeg har sagt det mange gange, men jeg tror på, at et overskud i Osuma er lige om hjørnet.

Carsten Pahlke regner dog ikke med, at overskuddet kommer i 2018.

- Med de forbehold, som man er nødt til at tage i denne branche, regner jeg med, at det kan ske i 2019, siger han.

Osuma har med succes testet klik og hent i Kvickly i Ry og i SuperBrugsen i Vinderup. - Vi regner med, at vi snart skal rulle det ud hos flere af vores samarbejdspartnere, siger Carsten Pahlke.

Opdateret 10. nov 2020