Lettere at anmelde kriminalitet til politiet
Det er blevet betydeligt nemmere for butikkerne at anmelde butikstyverier og anden kriminalitet til politiet. I dag kan butikkerne indsende anmeldelserne elektronisk. Butikkerne fik åbnet for den nye mulighed for en måned siden, og de elektroniske anmeldelser er blevet godt modtaget af detailhandlen, siger procesdirektør i Dansk Erhverv, Lars Aleksander Borke.
De elektroniske politianmeldelser er en del af Crimestat, som Dansk Erhverv har udviklet sammen med en række kæder i detailhandlen. Crimestat er et værktøj, hvor data bruges til at forebygge kriminalitet. Mere end 7.000 butikker er i dag tilmeldt Crimestat.
Dansk Erhverv har lavet en aftale med Rigspolitiet om at etablere de elektroniske politianmeldelser.
– Brugerne kan i dag via Crimestat lave elektroniske anmeldelser om butikstyverier direkte til politikredsene. Når man pågriber en tyv i butikken, kan butikken med det samme udfylde det elektroniske anmeldelsesskema. Det bliver herefter sendt direkte til den rigtige politikreds.
– Muligheden for elektroniske anmeldelser har været efterspurgt i mange år. Jeg ved, at de store kæder bruger det meget ihærdigt. Systemet er samtidig en registrering af butikstyveriet i Crimestat-databasen, så den enkelte kæde får alle oplysninger om, hvor og hvornår det er sket, og hvad der er taget.
Præventivt arbejde
Crimestat er ifølge Lars Aleksander Borke med at til at styrke detailhandlens præventive arbejde med at bekæmpe kriminalitet. Via Crimestat bliver der samlet oplysninger om indbrud, tyverier og røverier.
– Det er især med hensyn til indbrud og tyverier, at det kan være værdifuldt for butikkerne at få oplysninger om, hvor og hvornår noget sker, hvilke områder der er udsatte, og hvilke varegrupper tyvene går efter. Det er også brugbart præventivt, hvis man kan se, om der sker noget særligt i et område, og det kan man måle meget hurtigt. Alt kan jo ses med det samme. Samtidig giver Crimestat mulighed for at styrke politiets efterforskning.
– Når tingene hurtigere bliver registreret, får man et hurtigere og bedre overblik i forhold til anmeldelser til politiet. Alle oplysninger er tilgængelige via Crimestat. Her kan man forestille sig, at man fra kædekontoret tager den videre udvikling i efterforskningen og kontakter politiet.