Lego sætter politireklamer på pause
Legetøjsproducenten Lego har valgt at sætte pr-arbejdet for byggesæt med blandt andet politistationer og Det Hvide Hus på pause. Det skriver det amerikanske medie CNBC.
Beslutningen kommer i kølvandet på de massive protester, der lige nu finder sted over hele verden - og i særdeleshed USA - efter amerikaneren George Floyd døde under en anholdelse i slutningen af maj.
Sagen er den seneste i en række sager de seneste år, hvor sorte amerikanere har mistet livet efter et møde med politiet, hvilket har affødt Black Lives Matter-bevægelsen.
I en mail til en række onlineforhandlere har Lego bedt om, at marketingarbejdet for mere end 30 produkter sættes på pause indtil videre - der er dog ikke tale om, at Lego har trukket produkter fra markedet, lyder det fra en talsperson fra Lego til CNBC.
Lego har på Twittet annonceret, at man vil donere 4 mio. dollars til NGO’er, som arbejder med race-ligestilling og oplysningsarbejde for børn.