Lagkagehuset ligger lag på underskud og omsætning
-
Den danske bagerkæde rundede en omsætning på 1,3 mia. kr. i 2022, hvor underskuddet voksede til 216 mio. kr.
På toppen formåede Lagkagehuset at bygge oven på 2021 og øge omsætningen med over 200 mio. kr. i 2022, der med 1,3 mia. kr. er den næst højeste omsætning i selskabets historie.
Lagkagehuset har dog været påvirket af de svære markedsvilkår med stigninger i både råvare- og energipriser, hvilket har medført en nedgang i driftsresultatet (ebitda) til 97 mio. kr., mens underskuddet er dalet til 216 mio. kr. mod et underskud på 89 mio. kr. året før. Det er ligeledes det næst højeste niveau nogensinde.
For at forløse vækstambitionerne har Lagkagehuset investeret i at åbne nye butikker i Danmark, London og New York, hvilket har trukket bundlinjen i nedadgående retning.
- Vi har sammen med vores investorer lagt en ambitiøs vækststrategi, hvor vi i 2022 har åbnet flere nye butikker i både Danmark og udlandet og står med en rigtig stærk organisation. Det kan ses på toplinjen, hvor vi har haft flere gæster i bagerbutikkerne end nogensinde før. Men det er klart, at når vi investerer så massivt i ekspansion, er det forventeligt, at det påvirker resultatet, og det følger vores plan og investeringsstrategi, siger Jason Cotta, adm. direktør i Lagkagehuset, i en pressemeddelelse.
- Selvom rekordmange gæster har lagt vejen forbi vores bagerbutikker, så har 2022 været et udfordrende år. Vi har oplevet øgede omkostninger i lyset af krigen i Ukraine, som har påvirket råvare- og energipriserne betydeligt. Det afspejler sig i vores driftsresultat, siger topchefen.
Flere butikker
Antallet af bagerbutikker på tværs af de tre markeder er vokset fra 125 i 2021 til 134 i 2022. I London har "Ole & Steen" - som butikkerne hedder i udlandet – nu 26 butikker i alt. Her har selskabet også investeret i et stort centralt bageri, der kan forsyne mere end 60 butikker.
Den første Ole & Steen i udlandet åbnede i London i december 2016, og siden da er det blevet til i alt 30 bagerbutikker i London og New York.
I 2023 alene har Lagkagehuset åbnet fem butikker i London og New York, og yderligere en butik er allerede undervejs i Upper East Side-kvarteret.
- Da Lagkagehuset blev stiftet, var det med ambitionen om at revolutionere brødoplevelsen. To butikker blev til tre, og vi stolte over, at der i dag ligger et Lagkagehuset i mange danske byer, og at udlandet har fået smag for vores danske bagværk. Vi har virkelig kunnet mærke, at vi er begyndt at få fat i nye markeder og kan se en stigning i salgstallene i New York og London, siger Jason Cotta.
Solid bund
Lagkagehuset har gennem de sidste år arbejdet intensivt med at tilføje flere fleksible måder at "gå til bageren på".
Som resultat heraf er selskabets Click and Collect-løsning vækstet med 60 pct. sammenlignet med sidste år. Samtidig har Lagkagehuset i samarbejde med Wolt i 2022 udvidet sin leveringsservice fra 11 lokationer i tre byer til 69 lokationer i 14 byer.
Lagkagehuset står med sine i alt 134 bagerbutikker, organisation og nye operating model samt flere salgskanaler solidt for at indfri ambitionerne om en forbedret indtjening de kommende år.
I denne plan forventer selskabet at sætte tempoet ned på åbningen af nye butikker og holde fokus på at øge profitabiliteten.
- Vi står nu med en stærk organisation på mere end 3500 kollegaer og en tilstedeværelse, som gør, at vi kan løfte foden fra speederen og i højere grad fokusere på driften. Det forventer vi vil have en positiv effekt på driftsresultatet, ligesom et forventet fald i råvare- og energipriserne ligeledes vil påvirke næste års resultat positivt, siger Jason Cotta.
Lagkagehuset har siden 2017 været ejet af kapitalfondene Nordic Capital og L. Catterson.